Kommune politianmelder Bach Gruppen

Midtjysk kommune sætter stopper for byggeriet af 24 nye boliger og politianmelder Bach Gruppen, som står bag boligprojektet.

Annonce

Silkeborg Kommune har sat en brat stopper for opførelsen af 24 nye boliger på Overgårdstoften i Linå vest for Silkeborg.

Kommunen har samtidig meldt bygherren, Bach Gruppen fra Viborg, til politiet.

Det skriver Midtjyllands Avis.

Nu er byggeriet sat på pause. Nogle af husene er kun nået til støbte sokler, mens andre allerede har tag, vinduer og isolering.

Annonce

Problemet er, at byggeriet blev sat i gang uden en gyldig byggetilladelse. Ifølge Silkeborg Kommune udløb byggetilladelsen i slutningen af juni, og arbejdet begyndte først efter udløbsdatoen.

Det førte for cirka to uger siden til et standsningspåbud, fortæller plan- og byggechef Jakob Kirkegaard til Midtjyllands Avis.

– Det er temmelig usædvanligt, at vi oplever, at en stor bygherre sætter gang i et byggeri uden byggetilladelse, siger Jakob Kirkegaard til avisen.

Politiet i Silkeborg bekræfter, at kommunen har anmeldt byggeselskabet for at fortsætte arbejdet uden gyldig tilladelse. Sagen efterforskes nu.

Ifølge avisens oplysninger måtte kommunen lukke byggepladsen to gange, fordi der kort efter den første nedlukning igen blev observeret aktivitet.

Bach Gruppen har indsendt en ny ansøgning om byggetilladelse, men den kan tidligst behandles om en til to måneder. I mellemtiden kan selskabet risikere, at byggeriet skal tilpasses nye bygningskrav.

Direktør Lene Christensen skriver i et svar, at byggeriet håndteres af et datterselskab, og at en rådgiver har stået for myndighedsprocessen.

“Sagen er, at man ikke opdager en information om, at byggetilladelsen er udløbet. Det er som sådan en enkel fejl – men selvfølgelig ikke i orden”, skriver hun til Midtjyllands Avis.

Bach Gruppen har tidligere været i mediernes søgelys, blandt andet i sagen om beton i Njals Tårn i København, hvor der nu meldes om fremdrift efter flere års stilstand.

I Silkeborg Kommune står Bach Gruppen desuden bag et projekt med 70 nye rækkehuse på en tidligere slagterigrund på Sognegårdsvej i Demstrup. Det projekt er dog også løbet ind i problemer, da det har vist sig, at grunden er forurenet.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling