Kommune politianmelder boligudlejer

Udlejningsplatform er blevet politianmeldt for ulovlig udlejning af værelser i lejligheder i København og på Frederiksberg.

Boligudlejeren LifeX er blevet politianmeldt for ulovlig udlejning af værelser i lejligheder i blandt andet København og på Frederiksberg.

Det oplyser Frederiksberg Kommune til TV 2 Kosmopol.

– De udlejer værelser som enkeltværelser uden at have en tilladelse til det. Derfor har vi politianmeldt dem, siger Frederiksberg Kommunes borgmester Michael Vindfeldt (S) til TV 2 Kosmopol.

Ifølge kommunen kan den samlede husleje i nogle af lejlighederne overstige 60.000 kroner om måneden, fordi 5-10 beboere hver især betaler mere end 10.000 kroner for et værelse.

Frederiksberg Kommunes borgmester Michael Vindfeldt vurderer ifølge TV 2 Kosmopol, at metoden presser boligmarkedet og kan gøre det sværere for almindelige borgere at blive boende i byen.

Sagen bliver fulgt tæt af Københavns Kommune, som vurderer, at forretningsmodellen befinder sig i en juridisk gråzone. Kommunen peger på, at det kan være svært at bevise lovbrud, når der kun findes én samlet lejekontrakt for en hel bolig.

Lejernes Landsorganisation (LLO) mener, at udlejningen er ulovlig og efterlyser stærkere redskaber til kommunerne, så de kan kontrollere udlejning bedre og kræve dokumentation fra udlejere.

– Kommunerne bør kunne kræve lejekontrakter udleveret samt beviser fra udlejer og ejer på, at de ikke har nedlagt familieboliger. Uden det bliver sagerne næsten umulige at behandle, udtaler Claus Højte, direktør i LLO Hovedstaden, i en pressemeddelelse.

Enhedslisten har tidligere foreslået strammere regler mod opdeling af familieboliger til værelser, skærpet kontrol med lejekontrakter og flere muligheder for kommunalt tilsyn. Partiet ønsker også flere betalbare boliger for at mindske spekulation i boligmarkedet.

Hos LifeX afviser direktør og stifter Ritu Jain over for TV 2 Kosmopol kritikken.

– Jeg er ked af det og overrasket over at møde den her kritik. Folk mangler boliger i København og på Frederiksberg, og det forsøger vi at tilbyde dem. Det er det vi har skabt LifeX for, siger Ritu Jain til TV 2 Kosmopol.

Hun mener, at virksomheden udlejer bofællesskaber og derfor ikke har brug for særlig tilladelse.

Tilmeld Nyhedsbrev