
Det historiske Ridehus på Haderslev Havn har fået ny ejer, oplyser Haderslev Kommune i en pressemeddelelse.
Kommunen har solgt den fredede bygning fra 1797 til lokale CP Ejendom, som nu skal udvikle ejendommen og skabe nye aktiviteter til gavn for byen.
Charlotte Woldemar og Per Lund, som er de to parter i CP Ejendom, ser frem til opgaven.
– Ridehuset er en helt særlig bygning i Haderslev. Det er en unik ejendom, der med de rigtige lejere kan blive en stor kvalitet for byen, udtaler Charlotte Woldemar.
– Vi er meget ydmyge over den opgave det er, at have en bygning som Ridehuset, der indeholder så meget kultur og historie, og vi glæder os til at få vist dens store potentiale sammen med kommende lejere.
Kommunen satte Ridehuset til salg i efteråret 2025 med et klart krav om, at bygningen fortsat skal være åben for offentligheden og bidrage til mere liv på havnen. Den nye ejer skal derfor finde en lejer, der kan opfylde disse krav inden for atten måneder. Lykkes det ikke, kan kommunen købe ejendommen tilbage.
Ridehuset blev oprindeligt opført til garnisonens ride- og kamptræning og er i dag en fredet bygning, der stiller store krav til vedligeholdelsen. En tinglyst deklaration betyder desuden, at også fremtidige ejere skal følge fredningsmyndighedernes regler.





















