Den samlede ejendom kan udvikles til en blanding af tæt-lav bebyggelse i to etager og etageboliger i op til tre etager. Foto: Jesper Aagaard/Earvox.
Den samlede ejendom kan udvikles til en blanding af tæt-lav bebyggelse i to etager og etageboliger i op til tre etager. Foto: Jesper Aagaard/Earvox.

Viborg Kommune har sat de to ejendomme på Toftegårdsvej 8 og 8G i Overlund til salg med henblik på boligudvikling.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Grunden ligger centralt i et etableret boligområde tæt på skole, daginstitutioner, natur og idrætsfaciliteter samt mindre end to kilometer fra Viborg centrum.

Borgmester i Viborg Kommune, Katrine Fusager Rohde (V), håber, at køberen kan skabe en attraktiv tilføjelse til boligområdet i Overlund:

– Grunden tilbyder en spændende mulighed for at udvikle boliger i et område, hvor mange allerede gerne vil bo. I Overlund er der både stærke fællesskaber, gode faciliteter og grønne omgivelser lige uden for døren.  Her er der mange muligheder for at skabe et projekt med attraktive boliger som tilføjer noget ekstra til området, udtaler borgmesteren.

Det samlede område er på omkring 6.400 kvadratmeter og giver mulighed for at opføre cirka 3.200 etagemeter boliger. Planerne åbner for både byggeri af rækkehuse i to etager og lejligheder i etagebyggeri i op til tre etager.

På adressen ligger i dag Overlund Hallen, men aktiviteterne er flyttet til Lysningen, som samler skole-, kultur- og fritidstilbud i bydelen.

En visionsplan for området lægger op til boliger til både børnefamilier og seniorer. Planen indeholder blandt andet fælles gårdrum, grønne områder, parkering og gode stiforbindelser.

Før projektet kan realiseres, skal der vedtages et kommuneplantillæg og en ny lokalplan, så området kan ændres fra offentlige formål til boligområde.

Fristen for at afgive tilbud på ejendommen er den 22. juni 2026 klokken 12.00. Grunden er sat til salg uden mindstepris.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev