Ministeren for By-, Land- og Kirkeministeriet, Morten Dahlin (V), har sat gang i revision af Fingerplanen.
En lang række kommuner har derfor haft travlt med at få styr på deres ønsker til revisionen.
Greve Byråd har besluttet at sende fem forslag til revisionen, oplyser kommunen i en pressemeddelse.
Politikerne i Greve vil have fjernet den transportkorridor, der er reserveret til en mulig Ring 5, som vil gå tværs gennem kommunen.
– Vi kan ikke acceptere en Ring 5, som beslaglægger en stor del af vores areal og giver støjgener. Derfor ser vi ingen grund til at fastholde en transportkorridor, som spærrer for udvikling og skaber usikkerhed for vores borgere og virksomheder, siger formand for Plan- og Tryghedsudvalget, Marc Genning (V).
Udvikling i Tune
Mens politikerne ikke ønsker støj fra motorvejen, forholder det sig anderledes med støj fra luftfart. Et andet forslag handler nemlig om at reducere støjrestriktionszonen omkring Roskilde Lufthavn, som begrænser, hvad der kan bygges i Tune.
Et planlagt plejehjemsprojekt i byen er tidligere blevet droppet på grund af de stigende byggepriser, men drømmen om et plejehjem i byen lever i bedste velgående.
– Vi ønsker at bygge det nye plejehjem i Tune oppe ved hallen, og det kræver, at støjrestriktionerne omkring Roskilde Lufthavn bliver lempet. Det er noget, vi har arbejdet aktivt for i mange år, og jeg håber, at vi med revisionen endelig kan få lov til at videreudvikle Tune til gavn for hele lokalsamfundet, udtaler Marc Genning.
Derudover foreslår kommunen ændringer i det såkaldte stationsnærhedsprincip, så det bliver muligt at placere større administrationsbygninger i tilknytning til virksomheder uden for de stationsnære områder.
Endelig vil kommunen have ændret reglerne for de grønne kiler. Helt konkret vil kommunen have mulighed for at udvikle de grunde i Kildebrønde Landsby, hvor der allerede ligger bygninger. Desuden ønsker kommunen, at det bliver muligt at lave erhverv i en del af rørmosekilen.
Alle kommuner i hovedstaden har kunnet indsende idéer og forslag til revisionen frem til den 2. juni 2025.