Den gamle stationsbygning i Ølgod står over for en usikker fremtid. Varde Kommune vurderer på baggrund af en rapport fra DMR Skimmel, at bygningerne er så nedslidte og ramt af fugt og skimmel, at en nedrivning samlet set er den mest hensigtsmæssige løsning.
Stationsbygningen og det tilhørende pakhus blev opført i 1875 og har i mange år været brugt af blandt andet ventende tog- og buspassagerer, Kulturloppen og vognmænd. Bygningerne er dog i dag lukket for offentlig adgang på grund af omfattende fugt- og skimmelproblemer, som udgør en sundhedsrisiko.
En fugt- og skimmelundersøgelse dokumenterer flere steder alvorlige skader som følge af utætheder i bygningens klimaskærm. Rapporten peger på behandlingskrævende skimmelangreb og anbefaler omfattende undersøgelser og renovering af konstruktionerne.
Kommunens vurdering er, at en renovering af stationsbygningen og pakhuset vil koste omkring 19,6 millioner kroner, mens en nedrivning kan gennemføres for cirka 1,1 millioner kroner. Derudover foreslås det at etablere nye, enkle ventefaciliteter til omkring 200.000 kroner.
Samtidig viser en salgsvurdering, at ejendommen kun vurderes til omkring 200.000 kroner på grund af bygningernes dårlige stand, begrænsede anvendelsesmuligheder og høje renoveringsomkostninger. Når salgsomkostninger fratrækkes vil bygningen derfor kun kunne indbringe kommunen 50.000 kroner ved et salg.
Ifølge JyskeVestkysten harcelerede formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Jonna Jul Gudmundsen (S), for få måneder siden over over den ulovlige nedrivning af en 175 år gammel klitgård i Blåvand. I sagen om stationsbygningen er tonen en anden.
– Der er et dilemma. Det er en sag, jeg ser frem til, at vi skal drøfte, siger Jonna Jul Gudmundsen til JyskeVestkysten.
Selv om stationsbygningen har stor kulturhistorisk betydning for Ølgod og er vurderet som bevaringsværdig, vurderer kommunen, at økonomien og bygningernes tekniske tilstand vejer tungere. En SAVE-registrering beskriver bygningen som et vigtigt symbol på byens udvikling omkring jernbanen og et markant vartegn i bybilledet.
Også Ølgod Udviklingsråd peger på, at en nedrivning og etablering af en mere tidssvarende station vil være den bedste løsning for området.
Ølgod Station består af en stationsbygning, et pakhus og en chaufførbygning på Jernbanegade 12A og Jernbanegade 14 i Ølgod.
Stationsbygningen rummer 227 kvadratmeter, hvoraf venteværelset tidligere har været det eneste offentligt tilgængelige lokale. De øvrige lokaler, har været anvendt af forskellige brugergrupper til forskellige aktiviteter. Hele førstesalen har været anvendt af Kulturloppen.
Pakhuset rummer 341 kvadratmeter og har været anvendt af Kulturloppen, som ikke længere kan benytte bygningen på grund af de konstaterede udfordringer med skimmel og fugt.
Chaufførbygningen er en fritliggende bygning på 30 kvadratmeter. Den lejes af Sydtrafik og indbringer en årlig lejeindtægt på 66.000 kroner. Sydtrafik har dog opsagt lejemålet pr. 30. juni 2026, og bygningen vil herefter stå tom.






















