Kommunikationsbureau i Aalborg vælger bæredygtigt korkgulv til nyrenoveret landejendom

I udkanten af Aalborg har PR- og kommunikationsbureauet Publicity netop renoveret en landejendom, der skal danne rammen om et nyt og mere bæredygtigt kontor. Her faldt valget på et nyudviklet og korkbaseret gulv.

PR- og kommunikationsbureauet Publicity i Aalborg er netop flyttet ind i nye kontorlokaler, som ligger i bydelen Gl. Hasseris. Bæredygtighed og miljø er vægtet meget højt på det nye kontor, som er indrettet i en tidligere lade. Her er der blevet lagt i alt 350 kvadratmeter af det helt nye Wicanders Wise-korkgulv, som bidrager positivt til klimaet ved at suge mere CO2 ud af atmosfæren, end det udleder gennem hele produktionsprocessen fra høst til færdigt gulv. Det oplyser kommunikationsbureauet i en pressemeddelelse.

– Vi har – som stort set alle andre – bæredygtighed på dagsordenen og vil gerne bidrage, så vidt det er muligt. Selvom vi ikke er en stor produktionsvirksomhed med et stort energi- og materialeforbrug, er det stadig vigtigt at gøre noget. Her er et miljøvenligt korkgulv en god løsning til et kontor som vores – især når det også fungerer rigtig godt i praksis, udtaler direktør hos Publicity, Esben Lind, i meddelelsen.

Den miljøbevidste tankegang begynder ifølge Mogens Fisker, der er administrerende direktør hos Timberman, at komme til syne hos flere af gulvvirksomhedens kunder.

– Selvom bæredygtighed måske endnu ikke er det vigtigste parameter på prioriteringslisten, begynder den stigende klimabevidsthed nu også stille og roligt at afspejle sig i private og virksomheders valg af gulve. Og jeg er overbevist om, at klimaet kommer til at spille en endnu større rolle i fremtiden. Her ser vi en markant stigende interesse for vores korkgulve.

Korken, der bliver brugt som gulvmateriale, vokser på særlige korkegetræer og bliver høstet ved at skrælle barken af med en økse uden brug af maskiner. Herefter vokser barken ud igen og er klar til høst efter ni år. Træerne bliver således stående i op til 200 år og bidrager til miljøet ved at omdanne CO2 til ilt. Resterne fra gulvproduktionen bliver brugt som biobrændsel.

Optimeret arbejdsmiljø

Udover de bæredygtige egenskaber kan Wicanders Wise reducere lyden i lokalet med helt op til 53 procent. Derudover virker korken i gulvet affjedrende og er dermed mere behageligt at gå på end de fleste andre gulvtyper. Sammenlagt er det med til at skabe et mere behageligt miljø på kontoret, hvilket også var en medvirkende årsag til Publicitys valg af gulv.

– Vi er et travlt bureau med en hverdag præget af mange telefonsamtaler, kundebesøg og medarbejdere, der går frem og tilbage fra deres skrivebord. Samtidig har vi fået et stort åbent kontormiljø med højt til loftet, hvor vi alle sidder og arbejder sammen, og det kan derfor ikke undgås at lydniveauet indimellem bliver hævet. Også her giver korkgulv nogle fordele ved at dæmpe lyden i lokalet og mindske trinstøjen så meget som muligt, fortæller direktør hos Publicity, Esben Lind.

Ved at vælge et korkgulv, som forbedrer akustikken, følger Publicity ifølge Mogens Fisker en stigende tendens til at have fokus på arbejdsmiljøet.

– Vi oplever, at kontorer – og arbejdspladser i det hele taget – er blevet meget mere opmærksomme på arbejdsmiljøet de seneste år. Mange nye og moderne kontorer har store åbne lokaler med højt til loftet samt rengøringsvenlige overflader, som ikke harmonerer særlig godt med god akustik. Her kan korkgulvet være med til at absorbere lyden samtidig med, at overfladen er hygiejnisk og nem at gøre ren, fortæller adm. direktør hos Timberman, Mogens Fisker.