Kabelbyen i Middelfart. Foto: Selfinvest.
Kabelbyen i Middelfart. Foto: Selfinvest.

Næsten tre år efter første spadestik i oktober 2023 står Kabelbyen på Trafikhavnen i Middelfart færdig.

Totalentreprenøren NCC har afleveret byggeriet til bygherren Selfinvest ved Torben Østergaard-Nielsen. Selfinvest har investeret i projektet som led i familiens langsigtede engagement i Middelfart, oplyses det i en pressemeddelelse.

Kabelbyen er allerede taget i brug af flere virksomheder i USTC-koncernen. Byggeriet er samtidig opført som et flerbrugerhus.

– Vi har bygget Kabelbyen for at samle vores selskaber i Middelfart, så vi alle er tættere på hinanden. Det gør det nemmere at samarbejde på tværs, og det styrker det fællesskab og den kultur, der binder os sammen – uden at selskaberne mister deres egen identitet, udtaler Nina Østergaard, medejer og administrerende direktør i USTC.

Flere af USTC’s Middelfart-baserede selskaber er dermed samlet tættere på hinanden og på koncernens hovedkvarter, Turbinehallen, som er forbundet med Kabelbyen via en gangbro.

Nina Østergaard understreger samtidig, at Kabelbyen ikke er forbeholdt USTC-koncernen.

Ifølge Selfinvest er ambitionen, at byggeriet skal bidrage til et bredere erhvervsmiljø i Middelfart. Der er allerede dialog med potentielle lejere, men Kabelbyen er endnu ikke fuldt udlejet.

Byggeriet er udviklet med reference til Trafikhavnens industrielle historie, men med moderne kontorfaciliteter som ramme for virksomheder og arbejdspladser. Nu er byggefasen afsluttet, og fokus er flyttet til at få de resterende arealer taget i brug.

Projektet med knap 13.000 kvadratmeter kontorer og 7.000 kvadratmeter kælder er tegnet af arkitekter fra Rasmusrasmus i samarbejde med Skaarup Landskab og ingeniører fra ABC Rådgivende Ingeniører. Det omfatter tre nye kontor- og erhvervsbygninger på fem, seks og syv etager.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev