
En stor dansk industrivirksomhed er på udkig efter en grund til et nyt domicil, og nu viser en aktindsigt, som SN.dk har søgt i Hillerød Kommune, hvem der står bag interessen.
Det er energiteknologivirksomheden Topsoe, som undersøger muligheden for at opføre et nyt hovedsæde med både kontorer og laboratorier, og Hillerød er blandt de mulige placeringer.
Ifølge materialet ser Topsoe på Hestehavekvarteret tæt ved Favrholm Station som en potentiel placering.
Her er der mulighed for at etablere et samlet campuslignende anlæg på mindst 64.000 kvadratmeter fordelt på bygninger i op til tre etager. Omkring 40.000 kvadratmeter er tiltænkt laboratorier, mens resten skal rumme kontorer.
Virksomheden ønsker desuden mulighed for senere udvidelser og søger derfor en grund på mellem 120.000 og 150.000 kvadratmeter.
Det er ejendomsrådgiveren Colliers Occupier Services, som på vegne af Topsoe har kontaktet kommunen. Søgefeltet dækker hovedstadsområdet og den østlige del af Sjælland, og Hillerød er kommet i spil blandt flere alternativer.
Hillerød Kommune påpeger blandt andet, at Hestehavekvarteret giver mulighed for god afstand mellem erhverv og boliger, og at området har direkte adgang til fjernvarme og køl fra Hillerød Energicentral. Vandforsyning og spildevand håndteres via Solrødgård Klima- og Miljøpark i nærheden.
Propreco, Stensdal Group og Stender Innovation har allerede søgt om at få udarbejdet en lokalplan for området, som er næste større byudviklingsområde i Favrholm.
I en skriftlig kommentar bekræfter Topsoe over for SN.dk, at virksomheden undersøger flere muligheder for den fremtidige udvikling af hovedkontor og forskningsfaciliteter. Hillerød er en af dem, og dialogen med kommunen beskrives som god.
“Det er en vigtig beslutning for Topsoe, og vi tager os den nødvendige tid til at undersøge alle vores muligheder. Vi kan ikke på nuværende tidspunkt sige, hvornår vi træffer en beslutning”, skriver Topsoe til SN.dk.
Topsoe blev grundlagt i 1940 af Haldor Topsøe. Koncernen har aktuelt hovedkvarter i Ravnholm ved Kongens Lyngby, mens selve produktionen foregår i Frederikssund og i Houston i Texas i USA. Virksomheden har over 2.800 medarbejdere fordelt på 21 lokationer rundt omkring i verden.
Virksomheden står for eksempel bag verdens største elektrolyseanlæg i Herning. Anlægget blev indviet i oktober 2025.
I 2024 havde Topsoe en omsætning på næsten 8,4 milliarder kroner, mens omsætningen i 2023 var oppe på godt 9,4 milliarder kroner.






















