
Jens-Peter Saul forlader posten som øverste chef i Rambøll, efter at han og bestyrelsen er blevet enige om, at tiden er inde til et skifte.
Han fortsætter i rollen, indtil virksomheden har fundet hans afløser.
Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Jens-Peter Saul tiltrådte i 2012 og har siden stået i spidsen for Rambølls udvikling fra en stor nordisk ingeniørvirksomhed til en af Europas største rådgiverkoncerner med en markant global position inden for bæredygtighed, påpeges det i meddelelsen.
– Under hans ledelse er Rambøll vokset og har udviklet sig til en global, velpositioneret og anerkendt virksomhed, udtaler Rambølls bestyrelsesformand Claus V. Hemmingsen.
Rambøll er siden 2012 vokset til dobbelt størrelse og har i dag mere end 18.000 medarbejdere i 35 lande. I USA er virksomheden vokset fra ingenting til over 2.000 ansatte, og opkøbet af Henning Larsen i 2020 har styrket koncernens arkitekturprofil.
Bestyrelsesformand Claus V. Hemmingsen roser Jens-Peter Saul for hans store indsats og kalder beslutningen et velovervejet generationsskifte frem mod næste strategiperiode.
Jens-Peter Saul selv beskriver det som en ære at stå i spidsen for en virksomhed, der arbejder for bæredygtig udvikling over hele verden.
– At være koncernchef for en stor organisation i næsten 14 år er lang tid, og jeg er stolt, når jeg ser tilbage på, hvad vi har opnået, udtaler Jens-Peter Saul.
Bestyrelsen er nu i gang med at finde en ny koncernchef, som efter planen offentliggøres inden for de kommende måneder. Indtil da fortsætter Jens-Peter Saul i jobbet.






















