Efter flere år med underskud, omkostningsreduktioner og forgæves forsøg på at genopfinde sig selv har Jensens Bøfhus’ ejere valgt at give stafetten videre.
Bone’s-koncernen overtager driften af de 12 danske restauranter, der ligger på attraktive adresser rundt om i landet.
Jensens Bøfhus blev i 2018 overtaget af en gruppe fynske investorer, som siden er skrumpet ind til to ejere: Selfinvest og Alex Gundersen Assens.
Med salget trækker familien Gundersen sig helt ud, mens Selfinvest fortsætter som minoritetsaktionær i Bone’s.
Det oplyser Selfinvest og Alex Gundersen Assens i en pressemeddelelse.
– Trods mange investeringer og ihærdige forsøg på at genstarte Jensens Bøfhus er det desværre ikke lykkedes at vende udviklingen, hvilket har været hårdt at erkende. Vi er derfor meget glade for, at Bone’s overtager stafetten og viderefører restauranterne i Bone’s regi, siger Mikkel Hammershøj, administrerende direktør i Selfinvest.
Han fremhæver, at hensynet til medarbejderne har været afgørende i salgsprocessen:
– Det har været afgørende for os at finde en løsning, som beskytter så mange arbejdspladser som muligt. Det er lykkedes med denne løsning, hvor størstedelen af restauranterne består.
Bone’s-direktør og medejer Jan Laursen ser store muligheder i opkøbet:
– Jensens Bøfhus har gjort meget for at få danskerne til at spise ude, og vi glæder os til at bygge videre på den arv. Samarbejdet med Selfinvest giver os samtidig ekstra styrke til at vokse yderligere og bringe vores koncepter ud til endnu flere danskere.
Produktionsselskabet Jensen Foods i Struer fortsætter uændret og vil fortsat levere produkter til supermarkederne.
Med overtagelsen får Bone’s samlet 39 restauranter og omkring 2.000 arbejdspladser i Danmark.























