Konkurs: Pizza Hut lukker alle restauranter i Danmark

Pizza Hut i Danmark går konkurs og lukker derfor samtlige restauranter. Plan om 40 nye restauranter skrottes dermed.

Pizza Hut i Danmark går konkurs og lukker alle restauranter. Foto: PR.
Pizza Hut i Danmark går konkurs og lukker alle restauranter. Foto: PR.

Pizza Hut stopper alle aktiviteter i Danmark og lukker kædens 13 restauranter, efter at der torsdag formiddag blev afsagt konkursdekret.

Det bekræfter den nordiske landechef, Nina Ljungdahl, og kurator Anders Hoffmann Kønigsfeldt over for Helsingør Dagblad.

– Der er afsagt konkursdekret torsdag formiddag. Det omfatter alle de 13 restauranter, der er drevet i samme selskab, siger advokat Anders Hoffmann Kønigsfeldt til avisen.

Beslutningen kommer blot måneder efter, at Pizza Hut vendte tilbage til Danmark for første gang i 16 år med åbninger i både Ballerup og Vejle.

Ifølge kuratoren har kæden i Sverige og Finland søgt om rekonstruktion, men den mulighed fandtes ikke i Danmark, og derfor ender selskabet her med en konkurs.

I 2024 meldte kapitalfonden Directional Capital ellers ud, at man ville åbne mere end 40 Pizza Hut-restauranter i Danmark over fem år.

De planer bliver nu skrottet, og den storstilede tilbagevenden på det danske marked stopper, før den for alvor nåede at tage fart.

Tilmeld Nyhedsbrev