Konkursramte Kongeådalens Efterskoles bygninger på Dovervej ved Lintrup er blevet solgt. Foto: Klimadatastyrelsen.
Konkursramte Kongeådalens Efterskoles bygninger på Dovervej ved Lintrup er blevet solgt. Foto: Klimadatastyrelsen.

Den tidligere Kongeådalens Efterskole på Dovervej ved Lintrup i Vejen Kommune er solgt få uger efter lukningen, skriver JyskeVestkysten.

Ejendommen er solgt, efter at skolen gik konkurs. Købsaftalen blev underskrevet den 4. august, og ifølge erhvervsmægler Lene Thiim Roelsen fra Nordicals Erhvervsmæglere Esbjerg gik handlen med den 5.500 kvadratmeter store ejendom usædvanligt hurtigt. Handlen faldt på plads inden for en uge, fortæller hun.

– Det er mange kvadratmeter, og det er ikke alle og enhver, der lige kan bruge al den plads. Jeg tror godt, at man kan sige, at det er lidt specielt, at det er gået så stærkt, siger hun til JyskeVestkysten.

Den hurtige handel skyldes ifølge erhvervsmægleren ikke, at ejendommen er blevet solgt billigt. Prisen var aftalt med konkursboet ud fra det niveau, ejendommen ellers skulle have været udbudt til på det almindelige marked. Salgsprisen er dog ikke offentliggjort.

Hvem der har købt ejendommen, og hvad de cirka 5.500 kvadratmeter fremover skal bruges til, er endnu uvist. Køberens navn er ikke oplyst, og handlen er endnu ikke tinglyst.

Ejendommen er offentligt vurderet til en værdi af 13,6 millioner kroner, hvoraf grundværdien udgør godt 1,4 millioner kroner. Grunden strækker sig over et areal på 45.000 kvadratmeter.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev