På vegne af Nordiqus skal EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordjylland stå for udlejningen af ejendommen, der tidligere husede statsminister Mette Frederiksens gamle folkeskole i Gug i Aalborg. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordjylland.
På vegne af Nordiqus skal EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordjylland stå for udlejningen af ejendommen, der tidligere husede statsminister Mette Frederiksens gamle folkeskole i Gug i Aalborg. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordjylland.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Nordiqus ejer 605 undervisnings- og uddannelsesejendomme i hele Norden, heraf ni i Danmark.

Den ene ligger på Mylius Erichsens Vej 1 ved Aalborg, og den ejendom har siden 2004 været kursuscenter for AOF i Nordjylland, som gik konkurs i slutningen af 2023.

Derfor er Nordiqus på udkig efter en ny lejer, som vil starte en ny æra i rødstensejendommen på 3.080 kvadratmeter.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordjylland, som skal formidle udlejningen af det tidligere kursuscenter, der også har en fortid som folkeskole.

– Nordiqus blev stiftet af svenske SBB, som et selvstændigt selskab mod fokus på langsigtede uddannelsesmæssige, sociale infrastrukturaktiver. Deres portefølje indeholder mere end 600 undervisnings- og uddannelsesejendomme i Norden med alt fra børnehaver, folkeskoler, gymnasier og universiteter, udtaler Peter Kjærgaard, Asset Director i Rubik Properties, der er dansk repræsentant for svenske Nordiqus.

– Hos Rubik Properties bistår vi med den danske del af porteføljen, og derfor er vi, på vegne af Nordiqus, på udkig efter en ny lejer til den markante uddannelsesejendom i Gug.

– Det specielle ved Nordiqus er, at de udelukkende fokuserer på uddannelsesfaciliteter og konstant søger at forstå den igangværende udvikling for at imødekomme de uddannelseskrav, der opstår.

Mulighed for at præge indretningen

Ejendommen i Gug egner sig, ifølge Peter Kjærsgaard, perfekt til enten privatskole eller kursuscenter, som det hidtil har været.

– Siden 2004 har ejendommen været kursuscenter for AOF Nordjylland, som desværre gik konkurs i efteråret 2023. Ejendommen har også tidligere været folkeskole, Frydendal Skole, hvor statsminister Mette Frederiksen trådte sine første skoleskridt, så ejendommen egner sig til uddannelsesformål.

– Selve rammerne er i orden, men en kommende lejer vil få mulighed for at sætte sit præg på indretningen, så lokalerne bliver reetableret efter den nye lejers behov. Skolens størrelse er estimeret til cirka 200 elever, fordelt på syv bygninger, der varierer i størrelse og indretning, så der er både mulighed for en privatskole, et kursuscenter eller noget helt tredje, siger Peter Kjærsgaard.

Ifølge Frank Jensen, direktør og partner fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordjylland, er det en ejendom med mange muligheder og en særdeles attraktiv placering.

– Det er en markant uddannelsesejendom, der består af syv bygninger med mange faciliteter som velkomstområde, kontorer, undervisningslokaler, kantine, toiletter, motionsrum, gymnastiksal, træningssale og omklædningsrum. Desuden er der cirka 60 parkeringspladser inkluderet. Der er dermed mange muligheder for forskellige typer af skoler eller andre former for undervisningsinstitutioner, udtaler Frank Jensen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling