Det Konservative Folkeparti i København præsenterer et nyt boligudspil, der skal give beboere i almene boliger mulighed for at købe deres lejlighed fri.
Partiet ønsker en model, hvor lejerne gennem indskud og husleje kan afdrage på købsprisen.
Det skriver TV2 Kosmopol.
Ifølge børne- og ungeborgmester Jakob Næsager (K) skal indtægterne fra salget bruges til at bygge nye almene boliger, så der både kommer flere ejerboliger og flere almene boliger i hovedstaden.
– I øjeblikket er der 70 procent af byens borgere, der gerne vil bo i en ejerbolig. Samtidig udgør ejerboligerne kun 22 procent af boligmassen. Det er jo den difference mellem udbud og efterspørgsel, der driver prisstigningerne, siger Jakob Næsager til TV 2 Kosmopol.
Ifølge Københavns Kommunes Boligredegørelse 2024 er der omkring 345.000 boliger i kommune.
Heraf er omkring 65.500 boliger almene boliger, mens cirka 96.800 er andelsboliger, 102.300 er private udlejningsboliger og omkring 74.600 er ejerboliger.
Omkring 93 procent af alle boliger i København er lejligheder i etagebyggeri, mens der kun er 3 procent række- og kædehuse og 4 procent fritliggende parcelhuse.























