Kontorfællesskabet Lindvedgård har fået to nye lejere. Foto: Colliers.
Kontorfællesskabet Lindvedgård har fået to nye lejere. Foto: Colliers.

Et kontorfællesskab i Odense Syd byder nu to nye lejere velkommen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Colliers, som har formidlet udlejningen af to kontorlejemål på Lindvedvej 73 og 75 i den gennemrenoverede ejendom Lindvedgård med den tidligere vandmølle, Lindved Mølle, som omdrejningspunkt.

Nordic Fund Administration Partners flytter ind i Lindvedvej 73, mens en unavngiven finansiel virksomhed overtager naboejendommen på Lindvedvej 75. Begge virksomheder tager deres nye kontorer i brug ved årsskiftet.

Ejendommen ejes af Lars Klitgaard, og den blev totalrenoveret for lidt over fem år siden. I dag fremstår den som et moderne kontormiljø, lyder det fra erhvervsmæglerfirmaet.

– Det er to gode dialoger og processer, vi har kørt parallelt, og som begge er landet et rigtig godt sted, udtaler Jes Fald, ansvarlig erhvervsmægler hos Colliers i Odense.

– Lejemålet til Nordic Fund Administration Partners ApS var umiddelbart det perfekte match fra starten, hvilket dog ikke var tilfældet med det andet lejemål. Her måtte vi i samråd med udlejer tænke kreativt for at få planløsningen til at matche lejers behov. Efter et par justeringer og en tæt dialog hele vejen rundt lykkedes det at få puslespillet til at gå op, til alles store tilfredshed.

Ifølge Colliers afspejler udlejningerne en tydelig udvikling i markedet, hvor flere små og mellemstore virksomheder søger kontorer, der forener kvalitet, ro og nærhed til naturen med rammer, der understøtter medarbejdernes trivsel.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev