Kontorfællesskab ombygges til sparekasse-domicil

Kontorfællesskab i Aars skifter hænder. Ejendommen skal bygges om til moderne sparekasse med åbning omkring årsskiftet.

Erhvervskundechef Kenneth Hald Laustsen fra Sparekassen Kronjylland. Foto: PR.
Erhvervskundechef Kenneth Hald Laustsen fra Sparekassen Kronjylland. Foto: PR.

Sparekassen Kronjylland har fundet en permanent placering til sin nye afdeling i Aars, oplyses det i en pressemeddelelse.

Sparekassen overtager den 1. august bygningen på Løgstørvej 14 fra Preben og Grethe Stæhr i en handel, der endnu ikke er tinglyst.

I dag er kontorfællesskab for blandt andet advokater og landmålere i bygningen, som efter overtagelsen skal bygningen bygges om, så den kan indrettes som en moderne sparekasse. Den nye afdeling ventes at stå klar omkring årsskiftet.

Ifølge erhvervskundechef Kenneth Hald Laustsen har sparekassen især lagt vægt på gode mødefaciliteter, god plads og gode parkeringsmuligheder i jagten på nye lokaler. Han fremhæver samtidig placeringen tæt på stadion, tennisklub, svømmecenter og Messecenter Vesthimmerland som en stor fordel.

– Rigtigt mange af os bruger jo netop det område i vores fritid, og vi kan se, hvor nemt det er for kunderne med vores nuværende placering lige i Messecenter Vesthimmerland, der ligger få meter fra den kommende afdeling, udtaler Kenneth Hald Laustsen.

Den nye afdeling ligger også tæt på både nye boligområder og erhvervsområdet i Aars, hvilket skal gøre det nemt for både privat- og erhvervskunder at komme til.

Indtil ombygningen er færdig, fortsætter sparekassen driften fra de nuværende lokaler i Messecenter Vesthimmerland. Her åbnede sparekassen sin afdeling den 1. marts med 15 lokale medarbejdere.

– Det fungerer faktisk rigtigt godt, og samarbejdet med messecentret er upåklageligt. Derfor har vi også taget os god tid til at finde den rigtige, permanente løsning, forklarer Kenneth Hald Laustsen.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev