Via et strategisk samarbejde og partnerskab med en portugisisk producent introducerer danske Alfix nu de såkaldte trinlydsbanevarer på det skandinaviske marked.
Det skriver virksomheden med base i Kolding i en pressemeddelelse.
– Vi har udvidet vores trinlydssortimentet fra ét produkt til i alt fire trinlydsdæmpende løsninger, hvor kork indgår som det primære materiale, udtaler Kim Mathiasen, som er innovationsleder hos Alfix.
– De nye produkter er trinlydsmåtter – eller membraner, der kombinerer korkens naturlige egenskaber med moderne teknologi.
Fælles for Alfix’ løsninger er, at de er udviklet med henblik på at reducere trinlyd ved hjælp af kork og genanvendte materialer.
Alfix Acoustic PS5 og PS3 installeres som en membran ovenpå undergulvet, mens Alfix Acoustic U36 og U85 udlægges direkte på den rå beton, hvilket ifølge Kim Mathiasen giver en langt mere effektiv reduktion af lydtransmissionen.
– Det er ret vigtigt at forstå forskellen på trinlydsprodukterne og på anvendelsen af dem, da det har afgørende betydning for resultatet. Fordi Alfix Acoustic U36 og Alfix Acoustic U85 er membraner, man lægger ovenpå betonen, inden undergulvet støbes, skal projekterende indregne produktet tidligere i planlægnings- og projekteringsfasen end med PS-serien, fortæller Kim Mathiasen.
– Når U36- og U85-membranerne lægges under undergulvet, reducerer man lydtransmissionen mellem etager langt mere effektivt, fordi korkmåtterne får lov at absorbere den konstruktionslyd, som bevæger sig mellem etageadskillelserne.
Lydisolering med naturens skum og genanvendte materialer
Kork er et biogent råmateriale, som udvindes fra korkegen blandt andet hos Alfix’ strategiske og samarbejdspartner i Portugal. Det er træets bark, som skrælles af og primært anvendes til vinpropper. Restmaterialet granulerer man og anvender til blandt andet isolering i rumraketter og skosåler. Og nu altså også Alfix’ nye trinlydsmåtter på det skandinaviske marked.
– Kork er et utroligt råmateriale med helt unikke egenskaber. Man kalder det faktisk naturens skum, fordi det er så utroligt stabilt og udholdende. Dertil kommer de klimamæssige fordele. Fordi det er et materiale, man høster og ikke fælder, er det et materiale, der er CO2-negativt, beretter Kim Mathiasen, der har samarbejdet med den portugisiske leverandør i udviklingen af de nye produkter.
– Det er et kæmpe plus at arbejde med et CO2-negativt materiale samt genanvendte materialer, fordi vi og de projekterende får lettere ved at imødekomme de stigende miljø- og klimakrav til nybyggeri. Når vi tilmed kan tilbyde bygherrer en løsning med høj ydeevne og holdbarhed er det ekstra fedt!
Det er ikke blot kork alene, der giver produkterne deres teknisk stærke egenskaber. Trinlydsmembranerne består også af skum og/eller gummi, som i kombinationen med kork giver en høj dB effekt og permanent bæreevne.
Her anvendes udelukkende genanvendte materialer i form af PU- og EVA-skum (pre-consumer waste) og gummi (post-consumer waste), som stammer fra henholdsvis restmateriale fra skoproduktion og europæiske bildæk.
Om de nye korkbaserede produkter
De korkbaserede produkter er Alfix Acoustic PS5, Alfix Acoustic U36 og Alfix Acoustic U85.
Alfix Acoustic PS5 er en videreudvikling af Alfix’ eksisterende produkt Alfix Acoustic PS3. PS5 er en tykkere, mere lyddæmpende membran og betragtes som premium i PS-serien.
U36 har en lyddæmpningseffekt på op til 27 decibel og tilbyder dermed maksimal effektivitet, mens U85 leverer en lyddæmpningseffekt på 23 decibel.
For at opnå de bedste resultater med de korkbaserede trinlydsmåtter er det afgørende, at produkterne håndteres og installeres korrekt. Korrekt installation sikrer, at membranerne fungerer optimalt og lever op til deres fulde potentiale med hensyn til trinlydsdæmpning, akustik og holdbarhed.
Kilde: Alfix.