
For 6,65 millioner kroner solgte Rebild Kommune i foråret 2024 den tidligere administrationsbygning på Skørpingvej 7 i Terndrup til Boligselskabet Nordjylland, som vil omdanne den til familieboliger.
Både Plan-, Klima- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget har nu anbefalet, at lokalplanforslag for projektet sendes i offentlig høring i fire uger.
Planen omfatter et område på cirka 1,6 hektar og giver mulighed for i alt 31 boliger. Størstedelen af den eksisterende bygning skal bevares og ombygges til boliger, mens en mindre del nedrives. Der kan også opføres nye boliger på området.
Sagen skal behandles i byrådet, før lokalplanen kan sendes i høring.
Landevejskro udvider med nye værelser
Der er igen gang i håndværkerne ved Brobyværk Kro på Midtfyn, hvor kroen nu udvider med seks nye dobbeltværelser i naboejendommen på Åløkkevej 3.
Det skriver Fyens.dk.
Direktør Martin Nygaard oplyser til avisen, at huset bliver renoveret i samme stil som kroen, og målet er, at værelserne står klar til juni.
Udvidelsen betyder, at kroen går fra 17 til 23 værelser og kan rumme op til 46 overnattende gæster.
Projektet er en del af den udviklingsplan, der har været i gang siden kroen fik ny ejer i 2020 og gennemgik en omfattende renovering.
Power åbner i Fisketorvet
Efter 15 års fravær vender elektronik tilbage til Fisketorvet Shoppingcenter i København, når Power åbner en ny butik fredag den 20. februar 2026 klokken 7.
Den nye butik bliver kædens butik nummer 29 i Danmark og er den første elektronikbutik i centret siden 2011.
– Da jeg tilbage i 2011 var direktør for en konkurrerende kæde, valgte vi at lukke vores butik på Fisketorvet. Og siden har der ikke været en elektronikbutik derinde. Men det bliver der i den grad lavet om på nu, udtaler Powers administrerende direktør, Jesper Boysen.
Den nye Power-butik bliver 1.100 kvadratmeter stor. Power oplyser samtidig, at der er ansat 40 nye medarbejdere til butikken.
Butikken holder åbent fra klokken 7-22 på åbningsdagen.
Butiksbyggeri forsinkes af konkurs
Byggeriet af en ny 365discount på hjørnet af L.A. Rings Vej og Ørbækvej i Odense er gået i stå og bliver forsinket, efter at entreprenørfirmaet Amstrup & Baggesen gik konkurs i december 2025.
Det skriver Fyens.dk.
Butikken skulle efter planen have åbnet i april, men Coop Danmark oplyser, at konkursen har skubbet tidsplanen. Coop er nu i gang med at indgå aftale med en ny entreprenør, men kan endnu ikke sige, hvornår butikken kan åbne.
Den nye butik opføres med mulighed for et areal på op til 1.200 kvadratmeter og kræver også ekstra plads til parkering.
Roskilde Kommune skal finde mere plads til ukrainske flygtninge
Roskilde Kommune skal finde mere plads til midlertidig indkvartering af ukrainske flygtninge, fordi antallet af nytilkomne er steget.
Økonomiudvalget har derfor besluttet at ombygge flere kommunale bygninger i Jyllinge, Vindinge og Roskilde, så de hurtigt kan tages i brug til boligformål.
Samtidig har kommunen indgået en aftale om, at flygtninge i Kurhuset ved Sankt Hans kan blive boende op til et år længere, mens der findes en varig løsning i 2026.
Kommunen oplyser, at den har gode erfaringer med midlertidig indkvartering af flygtninge og forventer, at de nye beboere vil blive en positiv del af lokalsamfundet.
Ny bæredygtigheds- og kvalitetskonsulent hos Outline Vinduer
Charlotte Kolding er tiltrådt som ny bæredygtigheds- og kvalitetskonsulent i logistik og supply chain-afdelingen hos Outline Vinduer i Farsø.
Hun er ansvarlig for rapportering, efterlevelse af lovgivning og regulativer samt udvikling og strategi på området. Hun skal desuden kommunikere bæredygtighedsarbejdet ud i organisationen og til eksterne samarbejdspartnere.
Charlotte Kolding er uddannet civilingeniør i bæredygtig arkitektur og har senest været ansat som rådgivende ingeniør, hvor hun har arbejdet med bæredygtighed i forbindelse med bygningsreglementets klimakrav og DGNB-certificering.
Privat er Charlotte Kolding bosat i Aars.






















