Kort nyt: Byggedirektør takker af hos KAB

Nyt selskab vil udvikle jordnære ejendomsprojekter, DLR Kredit rykker ind i 5.500 kvadratmeter på Havneholmen, og Normal åbner i Ebeltoft.

Byggedirektør Rasmus Jessing forlader sin stilling i KAB. Foto: PR.
Byggedirektør Rasmus Jessing forlader sin stilling i KAB. Foto: PR.

Byggedirektør Rasmus Jessing forlader sin stilling i KAB efter fire år for at søge nye udfordringer.

For at opnå bedre sammenhæng mellem byggeri og drift af ejendommene har KAB valgt at slå de to områder sammen. Nuværende ejendomsdirektør Lisa Lund Holst bliver direktør for det samlede område.

Rasmus Jessing træder tilbage fra posten den 1. marts og giver stafetten videre med ro i maven, oplyser han på LinkedIn.

Ifølge Rasmus Jessing har perioden været præget af et historisk højt aktivitetsniveau med flere og større bygge- og byomdannelsesprojekter end tidligere.

Samtidig er bygherrerollen blevet styrket, den digitale og forretningsmæssige udvikling accelereret, og både indtjening og økonomisk resultat er løftet markant.


Nyt selskab vil udvikle jordnære ejendomsprojekter

Pr. 1. januar 2026 har Pierre Klausen og Michael Kühn Thomsen stiftet selskabet Jordnær Udvikling med adresse i Viborg.

Det oplyser duoen på LinkedIn.

Virksomheden arbejder med bygherrerådgivning og udvikling af ejendomsprojekter. Målet er at gennemføre projekter uden unødig kompleksitet og med klar sammenhæng mellem planlægning og udførelse.

Jordnær Udvikling arbejder både med egne projekter og opgaver for eksterne investorer og er åbne for partnerskaber, hvor det giver mening. Selskabet er allerede engageret i bygherrerådgivning for en aktør inden for farmaindustrien og arbejder på flere kommende projekter.

De to stiftere har tidligere samarbejdet flere gange. Pierre Klausen har blandt andet en fortid som udviklingschef hos Innovater og projektudviklingschef hos Gefion Group. Michael Kühn Thomsen har ligeledes en fortid som projektudviklingschef hos Innovater, mens han fra sommeren 2023 og frem til nu har været projektudviklingschef hos Enemærke & Petersen.


Stort kontorlejemål i Helsingør er udlejet

Et af de største kontorlejemål i Helsingør er nu udlejet. Lintrup & Norgart har i samarbejde med Ring3 Erhverv på vegne af PensionDanmark udlejet knap 1.000 kvadratmeter kontor til Sparekassen Kronjylland på Prøvestensvej 50 i Helsingør.

– Vi er meget tilfredse med samarbejdet. Vi arbejder godt sammen og har oparbejdet en stærk tillid, hvilket gør samarbejdet meget agilt, udtaler Peter E. Jørgensen, Erhvervsporteføljechef i PensionDanmark.

Ifølge Lintrup & Norgart er der tale om den største kontorudlejning i Helsingør i over 5 år.


DLR Kredit rykker ind i 5.500 kvadratmeter på Havneholmen

DLR Kredit flytter i efteråret 2026 til kontorejendommen Atrium på Havneholmen. Her overtager DLR Kredit omkring 5.500 kvadratmeter og samler cirka 280 medarbejdere i ejendommen.

Forud for indflytningen gennemføres en omfattende istandsættelse af etagerne, så indretningen tilpasses virksomhedens behov og arbejdsformer. Målet er at skabe tidssvarende og funktionelle rammer for den daglige drift.

Aftalen er indgået i samarbejde mellem flere parter, herunder Castellum som ejer af ejendommen og Cushman & Wakefield | RED som rådgiver.


Atra Arkitekter ansætter nyuddannet arkitekt

Atra Arkitekter med hovedkontor i Holstebro og en afdeling i Aalborg har ansat Michael Gad som ny arkitekt. Han er nyuddannet fra Aalborg Universitet og kommer med praktisk erfaring fra projekter for private bygherrer. Det seneste halve år har han desuden drevet sin egen tegnestue.

– Jeg glæder mig til at bruge mine kompetencer, udvikle mig fagligt og være en del af et stærkt team. Samtidig vil jeg gerne bidrage med nye perspektiver på mere ressourcebevidste løsninger som for eksempel genbrug af materialer, udtaler Michael Gad.


CG Jensen opfører træbrygge i Sydhavnen

CG Jensen går nu i gang med at opføre en ny, stor træbrygge ved Metrogrunden i bydelen Sluseholmen i Københavns Sydhavn.

Bryggen bliver 365 kvadratmeter stor og skal fungere som et nyt centralt byrum, hvor metrostationspladsen bindes sammen med vandet i Fordgraven. Projektet markerer samtidig afslutningen på cirka 20 års anlægsarbejde for CG Jensen i området.

Området omkring metrostoppet Sluseholmen er fortsat under udvikling med nye boliger og erhvervsbyggerier. Målet med bryggen, hvor der tidligere lå en Metro-butik, er at skabe et opholdsrum med tæt kontakt til vandet for både beboere og besøgende. Bryggen er tegnet af arkitektfirmaet Kragh & Berglund og placeres i direkte forlængelse af stationspladsen.

Selve bryggen udføres i azobé-træ, og arbejdet foregår primært fra vandsiden, så metropladsen kan holdes åben under anlægsperioden.

CG Jensen forventer at kunne aflevere den nye træbrygge i marts 2026. Arbejdet udføres for Ejendomsselskabet Sluseholmen.


Normal åbner i Ebeltoft

Den danske detailkæde Normal åbner en ny butik på Jernbanegade i Ebeltoft den 28. marts.

Åbningen i Ebeltoft markeres med en åbningsdag med aktiviteter, konkurrencer og uddelinger.

Normal har i dag mere end 160 butikker i Danmark og over 950 butikker fordelt på ti lande i Europa, og kæden forventer at åbne flere danske butikker i de kommende år.

Anders Holch Povlsen er hovedaktionær i detailkæden, hvor han gennem sit selskab Heartland ejer cirka 72,5 procent af aktierne.


Tilmeld Nyhedsbrev