
Et forslag om at indføre permanent byggestop på alle grønne områder på Frederiksberg er blevet afvist af et flertal i Klima-, Plan- og Boligudvalget.
Bag forslaget står de konservative kommunalbestyrelsesmedlemmer 2. videborgmester Michael Brautsch og rådmand Laura Lindahl samt Anders Storgaard og Carina Høedt.
Forslaget skulle forhindre byggeri på kommunale grønne arealer med offentlig adgang og også stoppe to allerede vedtagne projekter på Søndre Fasanvej 26 og Fuglebakkevej 94-109.
Flertallet peger dog på, at de grønne områder i forvejen er beskyttet, og at kommunen har brug for fleksibilitet til at udvide institutioner som skoler og dagtilbud.
Forvaltningen advarer samtidig om mulige økonomiske konsekvenser, hvis kommunen i stedet skal købe nye grunde.
Et mindretal støtter forslaget af hensyn til klima, biodiversitet og borgernes trivsel. Sagen går nu videre til politisk behandling.
Aarhus Kommune afprøver ny metode for urørt skov

Aarhus Kommune og Klimaskovfonden etablerer 19 hektar ny skov og natur ved Sabro vest for Aarhus. Projektet skal afprøve en ny metode, hvor skoven i højere grad får lov at udvikle sig naturligt.
I stedet for traditionel skovrejsning plantes mindre grupper af træer, som spreder frø til resten af området. På den måde vokser skoven gradvist frem på naturens egne præmisser.
Målet er at skabe urørt skov uden skovdrift, samtidig med at projektet bidrager til bedre biodiversitet, klimabeskyttelse og nye naturoplevelser for borgerne.
Ny asfalt på E45 ved Aabenraa kan give kø
Vejdirektoratet går fra onsdag den 8. april i gang med at udskifte asfalten på Sønderjyske Motorvej ved Aabenraa. Arbejdet strækker sig over cirka otte uger og udføres i begge retninger.
For at mindske gener for trafikken foregår arbejdet i aften- og nattetimerne mellem klokken 17 og 6. I dagtimerne vil vejen som udgangspunkt være fuldt åben.
Strækningen opdeles i tre etaper. I nordgående retning arbejdes der mellem Aabenraa Syd og Haderslev Syd, mens arbejdet i sydgående retning foregår mellem Aabenraa Nord og Aabenraa Syd. Under arbejdet ledes trafikken over i modsatte vejbane, så der kun er ét spor farbart i hver retning.
Flere til- og frakørsler vil være midlertidigt spærret i perioder, ligesom rastepladserne ved Årslev vil være lukkede under dele af arbejdet. Der vil være skiltet med omkørsler.
Arbejdet omfatter affræsning af den gamle asfalt, reparation af underlaget og udlægning af ny belægning samt vejstriber.
Favrskov har udsigt til tre nye skove
Et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Favrskov Kommune, Klimaskovfonden samt Hadsten Vandværk og Thorsø Vandværk skal føre til tre nye skove ved Hadsten og Thorsø på i alt 640 hektar.
Skovene skal give mere natur, styrke biodiversiteten og beskytte grundvandet, så der også fremover er rent drikkevand. Projektet afhænger af, at lodsejere frivilligt sælger jord.
Parterne finansierer projektet i fællesskab, og Naturstyrelsen bliver indgang for dialogen med lodsejerne.
Udsigter for dansk økonomi er præget af usikkerhed
Dansk økonomi er fortsat robust, men præget af usikkerhed fra geopolitik, handelskonflikter og stigende energipriser. Det fremgår af en ny prognose fra Danmarks Nationalbank.
Danmarks bruttonationalprodukt, BNP, ventes at vokse med 1,8 procent i år og næste år og 2 procent i 2028. Kerneinflationen vurderes at være 2,2 procent i 2026, 2,1 procent i 2027 og 1,7 procent i 2028.
Inflationen kan dog stige markant, hvis energiforsyningen bliver påvirket. Samtidig vurderer Nationalbanken, at der er begrænset kapacitet til yderligere økonomisk vækst uden at øge inflationen.
Derfor anbefales en forsigtig finanspolitik, særligt i lyset af stigende udgifter til forsvar, klima og en aldrende befolkning.
Banedanmark fornyer sporene på travle sjællandske strækninger
Banedanmark fornyer i 2026 jernbanen på de travle strækninger mellem Høje Taastrup og Roskilde samt Ringsted og Slagelse. Slidte skinner, sporskifter og sveller bliver udskiftet, mens afvanding langs banen får særlig prioritet for at håndtere stigende regnmængder.
Arbejdet løber fra januar til november og fortsætter de følgende år. Undervejs vil der være færre spor i drift, hvilket kan give ændringer i togtrafikken. I pinsen indsættes der togbusser mellem Ringsted og Slagelse.






















