Kort nyt: Grønt lys til 1.600 kvadratmeter halbyggeri i Hvidovre

Ældre i København bliver boende, København skal have fem nye bylivsgader, og Atra Arkitekter ansætter landskabsarkitekt.

Der skal bygges en ny hal ved Risbjergskolen i Hvidovre. Illustration: BPP Arkitekter.
Der skal bygges en ny hal ved Risbjergskolen i Hvidovre. Illustration: BPP Arkitekter.

Hvidovre Kommune har vedtaget en lokalplan, som åbner for opførelsen af en ny sportshal ved Risbjergskolen.

Hallen bliver på cirka 1.600 kvadratmeter og skal bruges af skolens elever i dagtimerne samt af foreningslivet om aftenen.

Byggeriet opføres i træ og tilpasses skolens eksisterende arkitektur, mens de nuværende bygninger samtidig udpeges som bevaringsværdige.

Lokalplanen omfatter også nye parkeringspladser, cykelparkering og en ny adgangsvej. Der anlægges desuden et regnvandsanlæg, som både kan håndtere skybrud og fungere som rekreativt område.

Byggeriet forventes at gå i gang i sommeren 2026.


Analyse: Ældre i København bliver boende – boliger udnyttes ikke optimalt

En ny analyse fra Københavns Kommune viser, at langt de fleste ældre ønsker at blive boende i deres nuværende bolig så længe som muligt. Flytning kommer først på tale ved større ændringer i livet og opleves ofte som både dyr og besværlig

Samtidig vokser antallet af ældre markant. Frem mod 2035 forventes gruppen at stige med omkring 30 procent til 93.000 personer.

Selv om cirka 35 procent af boligerne i København er adgangsvenlige, bor relativt få seniorer i dem. Udfordringen handler derfor især om, hvordan boligerne bruges og fordeles.

Analysen peger på, at bedre hjælp til flytning, flere tilgængelige boliger og et mere varieret boligudbud kan få flere ældre til at flytte og dermed frigøre boliger til andre.


København skal have fem nye bylivsgader

København er på vej med fem nye bylivsgader, der skal gøre byen grønnere og skabe mere plads til ophold. Det står klart, efter at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt en række projekter, som nu sendes videre til politisk behandling.

De fem gader ligger på Nørrebro, Amager Øst og i Bispebjerg og er udvalgt blandt syv forslag. Projekterne skal omdanne eksisterende vej- og fortovsarealer til mere levende byrum med beplantning, opholdszoner og mindre biltrafik. Samtidig nedlægges 34 parkeringspladser, som erstattes af pladser i nærliggende parkeringsanlæg.

Initiativet er en del af en pulje på 20,7 millioner kroner fra Budget 2025, der skal fremme grønne byrum og lokalt byliv. Udvalget anbefaler nu at frigive 6,9 millioner kroner til at gennemføre de første fem projekter.

Arbejdet med de nye bylivsgader ventes at gå i gang i løbet af 2026, og de første gader forventes at stå klar senere samme år. De resterende projekter skal efter planen være færdige frem mod sommeren 2027.

To af de syv foreslåede gader blev ikke udvalgt i denne omgang, men kan indgå i en senere runde. Udvalget afviste samtidig et forslag om at sende projekterne tilbage til forvaltningen for at undgå nedlæggelse af parkeringspladser.


Atra Arkitekter ansætter landskabsarkitekt

Arkitektvirksomheden Atra Arkitekter har ansat landskabsarkitekt Ann Høfler Kildehave.

Hun er uddannet i urban design fra Aalborg Universitet i 2015 og kommer senest fra Berlin, hvor hun har arbejdet hos tegnestuen A24 Landschaft.

Hos Atra Arkitekter skal hun indgå i det faglige samarbejde med virksomhedens arkitekter og bidrage til at udvikle bæredygtige løsninger i samspillet mellem bygninger og landskab.

Atra Arkitekter har hovedkontor i Holstebro og en afdeling i Aalborg.


Hvidovre blandt landets hurtigste til byggesager

Ventetiden på byggesager i Hvidovre Kommune er faldet markant, og kommunen ligger nu som nummer 16 ud af landets 98 kommuner. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er 23,8 dage, samtidig med at 86 procent af sagerne afgøres inden for servicemålene.

Antallet af behandlede sager er steget fra 176 i 2024 til 240 i 2025, hvilket viser høj aktivitet i både boligbyggeri og større byudvikling.

Særligt ansøgninger om enfamiliehuse og simple konstruktioner behandles hurtigt med gennemsnitlige tider på henholdsvis 20 og 23 dage. Også erhvervsbyggeri er blevet hurtigere, hvor behandlingstiden for industri- og lagerbyggeri er faldet fra 59 til 32 dage.

Ifølge kommunen skyldes fremgangen en målrettet indsats med bedre arbejdsgange, tidlig dialog med ansøgere og flere medarbejdere på området.

Hvidovre vil fortsat arbejde for korte og effektive sagsforløb for både borgere og virksomheder.

Tilmeld Nyhedsbrev