Kort nyt: Normal åbner nye butikker

Nye parcelhusgrunde sættes til salg i efterspurgt område, borgermøde om nyt feriecenter på Enø skabte debat, og Danmarks største outdoor-butik åbner i Ringsted.

Normal. Foto: PR.
Normal. Foto: PR.

Detailkæden Normal åbner to nye butikker i Struer og Hedensted i løbet af sommeren. Det oplyser virksomheden i to pressemeddelelser.

Den danskejede detailkæde har mere end 980 butikker fordelt på Danmark, Norge, Sverige, Holland, Frankrig, Finland, Portugal, Spanien, Italien og Irland. Kæden sælger mærkevarer inden for personlig pleje, makeup, konfekture og husholdningsartikler til faste lave priser.

De præcise åbningsdatoer for butikkerne i Struer og Hedensted bliver offentliggjort senere. Begge åbninger markeres med arrangementer og aktiviteter i butikkerne.


Nye parcelhusgrunde sættes til salg i efterspurgt område

Salget af parcelhusgrunde i Odense møder stor efterspørgsel. I 2025 udbød Odense Kommune knap 50 grunde i Bellinge Fælled, og alle blev hurtigt solgt i to etaper. I anden runde overbød køberne hinanden, skriver Fyens.dk.

Interessen fortsætter i det kommende boligområde i Sankt Klemens, hvor de første grunde tidligst sættes til salg i slutningen af 2026. Allerede nu har omkring 130 skrevet sig på interesselisten.

Første etape kommer til at omfatte 19 parcelhusgrunde, og området skal på sigt rumme op mod 500 boliger, heraf 92 parcelhusgrunde.

Ifølge Danmarks Statistik er indbyggertallet i Bellinge steget med mere end 1.200 personer på ti år til 5.877 borgere.


Borgermøde om nyt feriecenter på Enø skabte debat

Der var ifølge SN.dk skarp debat og fuldt hus, da Næstved Kommune holdt borgermøde om planerne for et nyt feriecenter på Enø.

En ny lokalplan skal gøre det muligt at omdanne Gerbredgård til ferieboliger. Kommunen oplyser, at hovedbygningen og tre længer bevares, mens kun få bygninger rives ned. Udvidelsen af området skal sikre plads til regnvandshåndtering og parkering.

Kritikerne var ifølge SN.dk i overtal og udtrykte bekymring for øget turisme, pres på området, flere parkeringspladser og mulig påvirkning af sommerhuspriserne og den lokale idyl.

Greve Carl Christian von Scheel Plessen fra Saltø Gods står bag projektet, som skal styrke turismen. Han kalder ifølge SN.dk mødet en vigtig demokratisk proces og forventer tidligst byggestart i efteråret 2027. Der er indgivet klage til Planklagenævnet, og høringsfristen udløber den 19. marts.


Danmarks største outdoor-butik åbner i Ringsted

Torsdag den 26. februar åbner Friluftsland sin hidtil største butik i Ringsted. Med et areal på 1.200 kvadratmeter bliver Friluftsland Outlet Ringsted den største outdoor-butik i Danmark.

Butikken er fordelt ligeligt mellem en outletafdeling og en premiumafdeling med mærker som Fjällräven, Patagonia, Arc’teryx og The North Face. Derudover tilbyder forretningen reparationsservice og vejledning om lokale naturoplevelser.

Åbningen markeres med en fire dage lang åbningsfest fra den 26. februar til og med søndag den 1. marts i butikken på Klosterkrogen 7 i Ringsted.


Tilmeld Nyhedsbrev