Kort nyt: Over 65 procent af nye luksusboliger udlejet

Københavns Kommune vil have flere andelsboliger og seniorbofællesskaber, Rambøll og Link Arkitektur skal udvide sygehus i Vejle, og forsikringsmæglere lejer sig ind i nye lokaler i Silkeborg.

Holmsø Boligresort i Holbæk.
Holmsø Boligresort i Holbæk.

Den 4. februar blev der afholdt rejsegilde på Holmsø Boligresort i den nye bydel Holbæk Have.

Boligresortet bliver det første Holmsø-projekt på Sjælland og kommer til at bestå af 113 lejeboliger målrettet voksne over 55 år.

Ifølge FB Gruppen, der er medejer af Holmsø Boligresorts, er interessen allerede stor, og 75 af lejlighederne er udlejet, selv om byggeriet endnu ikke er færdigt.

Holmsø-konceptet kombinerer private lejligheder med omfattende fælles faciliteter. I Holbæk får beboerne adgang til mere end 1.000 kvadratmeter fællesarealer med pool, sauna og saltterapi, fitnesscenter og multisal samt orangeri, café og bibliotek.


Forsikringsmæglere lejer sig ind i nye lokaler i Silkeborg

De tidligere Handelsbanken-lokaler på Christian 8.s Vej i Silkeborg får snart nyt liv, efter at et større lejemål på cirka 350 kvadratmeter er blevet udlejet, skriver Midtjyllands Avis.

Det er erhvervsmægleren Nordicals Silkeborg, der har formidlet udlejningen til virksomheden Alfa Omega Forsikringsmæglere, som nu åbner en ny afdeling i byen. Dermed får det sjællandske firma sin første base i Jylland.

I dag har Alfa Omega Forsikringsmæglere omkring 25 ansatte. Seks medarbejdere er allerede rekrutteret til den nye afdeling i Silkeborg, og planen er, at kontoret på sigt skal rumme mellem 16 og 20 ansatte.


Rambøll og Link Arkitektur skal udvide sygehus i Vejle

Link Arkitektur har sammen med Rambøll som totalrådgiver vundet opgaven med at udvide laboratoriecentret på Vejle Sygehus.

Projektet omfatter blandt andet etableringen af et nyt produktionsapotek til fremstilling af kræftlægemidler.

Byggeriet indebærer en ny tilbygning på cirka 2.600 kvadratmeter i to etager samt ombygning af omkring 1.300 kvadratmeter af de eksisterende bygninger. Projektet gennemføres for Region Syddanmark.


Københavns Kommune vil have flere andelsboliger og seniorbofællesskaber

Københavns Kommune vil undersøge, hvordan der igen kan bygges flere andelsboliger i byen.

Teknik- og Miljøudvalget har derfor godkendt, at der afsættes 600.000 kroner til en ekstern analyse, som skal afdække barrierer og muligheder for at etablere andelsboliger i alment regi, blandt andet i forbindelse med fortætningsprojekter i eksisterende almene boligområder.

Analysen skal især se på finansiering, kommunale garantier og hvordan man kan sikre betalbare andelsboliger. Kommunen forventer, at arbejdet bliver færdigt i løbet af 2026.

Et flertal i udvalget ønsker desuden, at analysen også undersøger mulighederne for at fremme seniorbofællesskaber.


Klager om detailhandel i industrikvarter i Hillerød

Hillerød Kommune behandler fortsat flere klagesager om, hvorvidt detailhandel i industrikvarteret ved Industrivænget, Vølundsvej, Ægirsvej og Frejasvej er lovlig efter de gældende lokalplaner.

Sagerne startede i marts 2024 med en klage over Harald Nyborg på Industrivænget 8 og blev senere udvidet med yderligere 12 klager. Der er også indsendt klage til Ankestyrelsen, som endnu ikke har truffet afgørelse.

Kommunen har pligt til at føre tilsyn efter planloven og har i flere sager indhentet ekstern juridisk bistand. Syv ud af 13 sager er afsluttet.

Kommunen oplyser samtidig, at en ny lokalplan ikke kan åbne Industrivænget for almindelige udvalgsvarebutikker, da sådanne butikker som udgangspunkt skal ligge i bymidten. En ændring vil kræve ændring af Kommuneplan 2025 og nye analyser. En Cowi-analyse fra 2023 vurderer, at der allerede er tilstrækkelig kapacitet i bymidten.


Stark åbner moderniseret forretning i Cornwall

Stark Group styrker sin position i Storbritannien med genåbningen af en moderniseret Jewson-forretning i St Austell i Cornwall.

Den opdaterede forretning følger Jewsons “Branch of the Future”-koncept, som bygger på erfaringer fra Starks forretninger i Norden, Tyskland og Østrig. Her er der lagt vægt på bedre tilgængelighed, et større varesortiment og en indretning, der gør indkøbene hurtigere og mere overskuelige.

Forretningen i Cornwall dækker cirka 17.400 kvadratmeter og åbner få måneder efter, at Stark Group har udvidet sin tilstedeværelse omkring London med nye og større forretninger i blandt andet Luton og Croydon.

Tilmeld Nyhedsbrev