Kort nyt: Udvidelse af lufthavnsstation klar til indvielse

Bro lukkes for biler i tre måneder, Vejdirektoratet indkalder borgmestre til møde om motorvejsprojekt, og Palsgaard Spær opretter ny enhed for træelementer.

Københavns Lufthavn Station er udvidet for at imødekomme den voksende passager- og godstrafik. Foto: Sund & Bælt.
Københavns Lufthavn Station er udvidet for at imødekomme den voksende passager- og godstrafik. Foto: Sund & Bælt.

Sund & Bælt indvier mandag den 27. april udvidelsen af Københavns Lufthavns Station, som skal imødekomme en stigende mængde passagerer og gods på jernbanen.

Udvidelsen omfatter to nye perroner, opgraderinger af de eksisterende faciliteter samt direkte adgang fra Terminal 3 til de nye områder. De nye perroner tages i brug allerede samme eftermiddag, så rejsende hurtigt får glæde af forbedringerne.

Stationen er en central del af den internationale jernbanekorridor i Østdanmark, hvor forbindelserne via Øresundsbanen og den kommende Femern Bælt-forbindelsen skal binde Skandinavien og det øvrige Europa tættere sammen. Målet er at gøre jernbanen mere attraktiv for både passager- og godstransport på tværs af kontinentet.

Projektet er medfinansieret af EU.

Annonce

Bro lukkes for biler i tre måneder

Kronprins Frederiks Bro lukker for biltrafik fra august til oktober 2026, når Vejdirektoratet gennemfører en større renovering.

Belægning og isolering udskiftes, og skader på stålkonstruktionen udbedres. Bilister henvises til Kronprinsesse Marys Bro, mens fodgængere og cyklister fortsat kan passere.

I oktober lukkes broen også midlertidigt for sejlads. Renoveringen skal sikre, at den over 90 år gamle bro kan holde i mange år endnu.


Palsgaard Spær opretter ny enhed for træelementer

Den danske spærproducent Palsgaard Spær opretter forretningsenheden LetElementer for at styrke sit fokus på præfabrikerede træelementer. Baggrunden er en voksende efterspørgsel på hurtige og fleksible byggeløsninger i træ.

Fremover opdeles forretningen, så Palsgaard Spær fortsætter med spærproduktion, mens LetElementer får ansvar for vægrammer og tagmoduler. Produktionen sker i Hampen, hvor der er investeret i nye processer og udstyr.

Steen Elkær er ansat som afdelingschef og skal udvikle området, som virksomheden ser et betydeligt vækstpotentiale i.


Vejdirektoratet indkalder borgmestre til møde om motorvejsprojekt

Vejdirektoratet har inviteret borgmestrene i kommunerne Allerød, Hillerød, Furesø og Gribskov til et møde om forlængelsen af Hillerødmotorvejen. Formålet er at drøfte mulige tiltag, der kan forbedre trafiksikkerheden i anlægsperioden frem mod åbningen af motorvejen.

Strækningen er i øjeblikket under ombygning til en firesporet motorvej med autoværn. Under arbejdet har myndighederne haft særligt fokus på sikkerheden for trafikanterne.

I sommeren 2024 blev hastigheden sat ned fra 90 til 80 kilometer i timen, og der blev indført øget hastighedskontrol i samarbejde med politiet. Tiltagene har reduceret den gennemsnitlige hastighed på strækningen.

Alligevel sker der fortsat alvorlige ulykker. Ifølge Vejdirektoratet skyldes flere af ulykkerne for høj hastighed, risikable overhalinger og uopmærksomhed. En dødsulykke i marts blev blandt andet forårsaget af for høj fart, og kort efter skete endnu en alvorlig frontalulykke.

På den baggrund ønsker Vejdirektoratet nu en dialog med de berørte kommuner om yderligere tiltag, der kan øge sikkerheden frem til den planlagte omlægning af trafikken i september.


Ny lynladestation åbner i Kolding

EWII har åbnet en ny lynladestation ved Fynsvej og Lyshøj Allé i Kolding. Anlægget har plads til tolv elbiler og er udstyret med ladere på op til 400 kilowatt, som muliggør hurtig opladning.

Ladestationen er tegnet af RUM Arkitekter og opført med et cirkelformet design og overdækket af et grønt tag. Placeringen skal sikre nem adgang for både pendlere og gennemkørende trafik.

Åbningen markeres den 29. april, hvor der blandt andet tilbydes opladning til nedsat pris.

Indkørslen til den nye ladestation ligger på Gefionvej over for Rema 1000.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev