Nyt CNC-maskincenter skal fremtidssikre produktionen hos KPK Døre og Vinduer på Mors. Foto: PR.
Nyt CNC-maskincenter skal fremtidssikre produktionen hos KPK Døre og Vinduer på Mors. Foto: PR.
Annonce

Den danske producent KPK Døre og Vinduer har indviet et nyt CNC-maskincenter på fabrikken i Nykøbing Mors.

Det skriver vindues- og dørproducenten i en pressemeddelelse.

Investeringen skal effektivisere produktionen, forbedre arbejdsgangene og sikre, at virksomheden også i fremtiden kan bevare sin produktion i Danmark.

Det nye maskincenter samler flere tidligere manuelle processer på ét sted og erstatter seks maskiner med to avancerede CNC-enheder. Maskinerne kan blandt andet fræse noter, beslag og ventiler samt bore huller automatisk, hvilket både letter arbejdet og skaber et bedre flow i produktionen.

– Vi har investeret i to nye CNC-maskiner, der automatiserer arbejdsgange som udfræsning til noter, beslag og ventiler samt forboring af huller til beslag. Tidligere foregik bearbejdningerne både manuelt og på flere mindre maskiner under forskellige stadier af produktionen, men de er nu samlet på et og samme sted, fortæller produktionschef Michael Mejdal Nielsen.

Annonce

KPK beskæftiger omkring 250 medarbejdere, og investeringen ses som et vigtigt skridt i at bevare danske arbejdspladser.

– Samtidig er investeringen i CNC-maskincentret en fremtidssikring af produktionen, da vi er nødt til at følge med den teknologiske udvikling, så vi kan fortsætte med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft og forblive både en attraktiv arbejds- og læreplads for medarbejdere og elever samt en attraktiv leverandør for vores kunder, siger Michael Mejdal Nielsen.

Det nye maskincenter er nu sat i drift, og KPK forventer at integrere flere opgaver i anlægget løbende i den kommende tid.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling