Den 1. januar 2023 blev der indført nye krav i Bygningsreglementet, der betyder, at der ved opførelsen af alle nye bygninger skal udføres en såkaldt livscyklusanalyse (LCA), der dokumenterer en bygnings klimapåvirkning.
Det har medført en markant stigning i brugen af LCA i nybyggeri, lyder det i en pressemeddelelse fra ConTech Lab – en del af Molio.
I Byggeriets Modenhedsmåling 2024 svarer 84 procent af de deltagende virksomheder, at de nu udarbejder LCA i flere af deres projekter. Det er en markant stigning fra 67 procent i sidste års Modenhedsmåling, der blev foretaget kort før loven, trådte i kraft.
– En bæredygtig byggebranche er en konkurrencedygtig byggebranche. Derfor er det positivt, at vi ser en stigning i antallet af virksomheder i byggeriet, der styrker fokus på grøn omstilling. Her spiller ny teknologi, digitalisering og muligheden for systematisk opsamling af data en meget stor rolle – og den dobbeltomstilling skal endnu flere virksomheder i byggeriet få øjnene op for. Det skal modenhedsmålingen være med til at sætte fokus på, siger udviklingsdirektør i Industriens Fond, Charlotte Kjeldsen Krarup.
Lovkrav til klimadokumentation smitter af på renoveringsprojekter
Det lader til, at lovkravene også har haft en anden interessant effekt. For udover at langt flere i dag arbejder med LCA, når nyt byggeri skal opføres, sker det nu også i renoveringsprojekter. Selvom det endnu ikke er lovpligtigt at udarbejde LCA i renoveringsprojekter, har arbejdet med LCA det sidste år haft en afsmittende effekt på også denne del af byggebranchen.
63 procent udarbejder nu LCA sammenholdt med 48 procent i 2023. Det indikerer en øget opmærksomhed på grøn omstilling i byggeriet og en stigning i brugen af digital teknologi til at dokumentere klimaaftryk. Samtidig viser det, at branchen har taget positivt imod ændringerne i Bygningsreglementet og af sig selv tager LCA i brug på et nyt område.
– Byggeriet har potentiale til at levere et stort bidrag i arbejdet med at reducere vores CO2-udledning, og her er livscyklusanalyser et helt afgørende redskab. Det er derfor positivt, at flere og flere benytter sig af livscyklusanalyser både når det handler om nyt byggeri, men i høj grad også i renoveringsprojekter, siger Lennie Clausen, programchef i den filantropiske forening Realdania.
Kunstig intelligens buldrer frem i byggeriet
Byggeriets Modenhedsmåling 2024 har også en anden højdespringer, nemlig anvendelsen af avanceret teknologi. 21 procent af de adspurgte virksomheder anvender
kunstig intelligens (AI) i deres arbejde sammenlignet med blot 5 procent sidste år. Af de 21 procent svarer knap en tredjedel, at de bruger AI-modeller udviklet specifikt til branchen, mens en tredjedel træner egne AI-modeller. 86 procent anvender generelle modeller såsom ChatGPT, Dall-E og Midjourney.
På trods af den markante stigning i brugen af kunstig intelligens, er byggebranchen dog stadig ikke lige så moden inden for dette område som mange andre brancher.
– Det er ikke overraskende, at andre brancher er foran. Mange og lange værdikæder, høj kompleksitet i projekterne, og manglende datastandarder mellem forskellige systemer og formater er stadig en udfordring for effektiv anvendelse af AI i byggebranchen. Men analysens dugfriske tal peger på, at byggebranchen har blod på tanden, og vi oplever også, at mange virksomheder efterspørger hjælp til at komme i gang, siger Christina Hvid, administrerende direktør i Molio og ConTech Lab.
Om Byggeriets Modenhedsmåling
Byggeriets Modenhedsmåling foretages én gang årligt og er udarbejdet af ConTech Lab, der er byggebranchens fælles udviklingsplatform etableret af Industriens Fond, den filantropiske forening Realdania og Molio. Målingen udføres i samarbejde med Danske Arkitektvirksomheder, Foreningen Rådgivende Ingeniører (FRI), DI Byggeri, Tekniq Arbejdsgiverne, We Build Denmark, Rådet for Bæredygtigt Byggeri og Molio.
Modenhedsmålingen giver indblik i byggebranchens modenhed i forhold til grøn omstilling samt hvordan digitalisering, bæredygtighedsfremmende teknologi og samarbejde spiller ind som midler til målet om at reducere byggeriets klimabelastning. Målingen fra 2024 er den anden af sin slags og indsigterne er baseret på svar fra 360+ respondenter.
Kilde: ConTech Lab – en del af Molio.