Kristina Jordt Adsersen, der i dag er segmentchef for Bolig, er udnævnt til markedsdirektør for Link Arkitektur Danmark, skriver arkitektvirksomheden i en pressemeddelelse. En ny koncernstrategi skal styrke Link Arkitekturs engagement i de tidlige faser af byggeriets værdikæde, og det er her den nyudnævnte markedsdirektør kommer ind i billedet, lyder det.
– Som tegnestue har vi et erklæret mål om at blive “bygherrens regissør” i en tid, hvor både klimakrav og den digitale udvikling gør byggeprocessen konstant mere kompleks. Det indebærer, at vi tager ansvar for vores projekter helt fra tidlig fase til ibrugtaget byggeri, udtaler Kristina Jordt Adsersen.
Hun får blandt andet ansvar for at få teknologi og bæredygtighed endnu tættere ind i kerneforretningen.
– Hos Link er vi begunstiget af at have kompetencer i verdensklasse inden for både teknologi og bæredygtighed. Det skal vi blive bedre til at sætte i spil i vores projekter, ligesom vi skal blive skarpere på at fortælle markedet om vores stærke fagkompetencer inden for eksempelvis computational design og gennemførte nul CO2-byggerier, udtaler Kristina Jordt Adsersen.
Kristina Jordt Adsersen har været hos Link Arkitektur Danmark siden 2018, hvor hun har været en stor del af at opbygge boligsegmentet. Hun forsætter som segmentchef for Bolig i arkitektvirksomheden, sideløbende med rollen som markedsdirektør.
– Hos Link tror vi på, at fremtidens vindere i markedet er de tegnestuer, der lykkedes med at skabe bæredygtig arkitektur, som både indtænker klimaet, sociale forhold og økonomisk rentabilitet i kernen af projekterne. Kristina er den helt rigtige profil til at styrke vores position yderligere på det område, udtaler direktør hos Link Arkitektur Kirsten Anker Sørensen.
Link Arkitektur har 15 kontorer i Skandinavien og mere end 500 ansatte i Norge, Sverige og Danmark. Virksomheden blev etableret i Danmark i 2013 – og tre år senere overtog tegnestuen Aarhus Arkitekterne, hvormed Link Arkitektur i Danmark i dag tæller cirka 100 medarbejdere.
Efter tre år med rød tal på bundlinjen kom arkitektvirksomheden i Danmark ud af 2021 med et beskedent overskud på 22.000 kroner. Det blev betegnet som tilfredsstillende af ledelsen, idet virksomheden ifølge ledelsesberetningen fra det senest offentliggjorte regnskab er i gang med en markant turn-around proces.