Krone Vinduer udvider kapaciteten med millioninvestering

Vinduesproducenten firedoblede bundlinjen i 2024 og investerer nu et tocifret millionbeløb i en udvidelse af produktionen.

Krone Vinduer udvider produktionen markant efter flere års vækst og stor efterspørgsel på specialvinduer.

Det oplyser den nordjyske vinduesproducent i en pressemeddelelse.

På fabrikken i Harken er der installeret to nye CNC-bearbejdningscentre, som mere end fordobler kapaciteten og giver en højere leveringssikkerhed. Investeringen løber op i et tocifret millionbeløb og skal samtidig reducere energiforbruget, da de nye maskiner både automatiserer flere processer og bruger mindre strøm.

– Vi laver mange specialtilpassede løsninger til især projektmarkedet, og det kræver en høj grad af fleksibilitet og omstillingsevne i vores produktion, udtaler direktør Kaj Bundgaard.

– Med de nye maskiner får vi en større kapacitet og et forbedret flow og kan dermed imødekomme den høje efterspørgsel fra vores kunder uden at øge leveringstiden. Samtidig er vi mindre sårbare overfor nedbrud, fordi vi nu har muligheden for at skrue op for produktionen, hvis behovet opstår.

Krone Vinduer har de seneste år haft stor vækst med flere regnskabsrekorder.

I 2024 leverede virksomheden et resultat på 39 millioner kroner før skat mod godt 9 millioner kroner året før, mens resultatet efter skat i 2024 lød på lidt over 30 millioner kroner mod godt 7 millioner kroner i 2023.

Selv om 2025 ikke ventes at give samme overskud, er ordrebogen fortsat fyldt.

– Vi har ligget på et meget højt aktivitetsniveau i vores produktioner i både Harken og Aabybro gennem rigtig lang tid, og vi har fortsat en meget stor ordrebeholdning, som gør, at vi forventer at holde den høje kadence året ud, siger Kaj Bundgaard.

Han peger på, at Krone Vinduer i arkitektkredse har formået at skabe sig et navn som vinduesfabrikken, der sjældent siger nej til en udfordring og gerne går de ekstra skridt sammen med dem for at skabe noget ekstraordinært.

Det gælder for eksempel renoveringen af Hostrups Have på Frederiksberg, som er et af Krone Vinduers største projekter lige nu. Her har virksomheden for Heimstaden og arkitektfirmaet H+TNT udviklet et vedligeholdelsesfrit træ/alu-vindue med et usædvanligt smalt alu-profil, der ligner ejendommens oprindelige vinduer fra 1930’erne. Ordren består af omkring 5.200 specialvinduer og -døre, som leveres løbende frem til foråret 2027.

Tilmeld Nyhedsbrev