Kronhusene køber grund til knap 70 sjællandske rækkehuse

Nyt boligprojekt med 69 rækkehuse i Høm skal styrke udviklerens position i et område med stigende efterspørgsel.

Kronhusene bygger 69 nye rækkehuse i Høm. Illustrationsplan: Kronhusene.
Kronhusene bygger 69 nye rækkehuse i Høm. Illustrationsplan: Kronhusene.

Kronhusene udvider sin portefølje med endnu et boligprojekt i Ringsted, oplyser ejendomsudviklingsselskabet i en pressemeddelelse.

Selskabet har pr. 1. maj 2026 købt en byggegrund i Høm, hvor der skal opføres 69 rækkehuse i ét plan.

– Dette er vores tredje projekt i Ringsted, og det understreger vores klare tiltro til områdets fortsatte vækst, udtaler Christian Toft, administrerende direktør i Kronhusene.

– Vi er allerede godt i gang med opførelsen af projekter i Hulemarken og Benløse med i alt 120 boliger, hvor vi oplever en solid efterspørgsel. Med projektet i Høm styrker vi yderligere vores position i et marked med stort potentiale.

Annonce

Projektet i Høm placeres i et område, hvor efterspørgslen på boliger ifølge Kronhusene er stigende. Ejendomsudvikleren fremhæver, at området kombinerer rolige og naturnære omgivelser med kort afstand til byliv og infrastruktur i Ringsted.

Målet er at skabe et boligområde med fokus på kvalitet, fællesskab og livskvalitet, som henvender sig til både familier, ældre og enlige. Boligerne forventes desuden at blive DGNB-certificeret.

Der er allerede vedtaget en lokalplan for området, hvilket gør det muligt at igangsætte byggeriet i sommeren 2026.

Med købet i Høm fortsætter Kronhusene sin strategi om at udvikle boliger i vækstområder og skabe langsigtet værdi for både beboere og lokalsamfund.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev