Selv om planerne om et 120 meter højt boligtårn på Langeliniespidsen har skabt stor debat og fået stor opmærksomhed, har Københavns Kommune kun modtaget 12 høringssvar, selv om høringsperioden er mere end halvt overstået.
Det skriver Magasinet KBH.
Flere af høringssvarene bakker op om projektet, mens kritikerne blandt andet peger på skyggegener, mere trafik og en markant ændring af Københavns skyline. Til sammenligning udløste planerne om ombygningen af Palads mere end 3.100 høringssvar.
Projektet udvikles af Harbour P/S, som ejes af ATP Ejendomme, PensionDanmark og By & Havn. Entreprenørvirksomheden NCC skal opføre både det nye kontorbyggeri på Marmormolen og boligtårnet på Langeliniespidsen.
Lokalplanen omfatter et kontorbyggeri på Marmormolen med cirka 32.700 kvadratmeter fordelt på et 96 meter højt tårn og en bygning på 33,5 meter. Samtidig flyttes den bevaringsværdige bygning Lodseriet til en ny placering yderst på molen.
På Langeliniespidsen planlægges omkring 230 familieboliger i tre bygninger. Den højeste bliver 120 meter med 35 etager, mens de øvrige bliver 64 meter og 25,4 meter høje. Tre fjerdedele af boligerne skal være ejerboliger, mens den sidste fjerdedel bliver almene boliger, som Boligselskabet AKB skal opføre.
Kun Frie Grønne stemte imod at sende lokalplanforslaget i høring, da sagen blev behandlet i borgerrepræsentationen.






















