Kunstig intelligens sænker varmeregningen i danske boliger

Data fra mere end 1.500 boligbyggerier viser, at avanceret styring af varmeinstallationer kan reducere forbruget med i gennemsnit 10 procent.

Ny teknologi viser, at kunstig intelligens kan give både økonomiske og menneskelige gevinster i danske boliger.

Det skriver EG i en pressemeddelelse.

Ifølge softwarevirksomheden viser data fra mere end 1.500 bygninger, at intelligent styring af varmeinstallationer kan reducere energiforbruget med omkring 10 procent, samtidig med at beboernes komfort øges.

– Når vi kobler data og kunstig intelligens sammen, bliver varmeforsyningen ikke bare reaktiv, den bliver forudseende. Det giver en markant forskel i både energieffektivitet og beboernes oplevelse, udtaler Kristin Berg, der er seniorvicepræsident i EG.

Traditionelt har varme i etageejendomme været reguleret af faste kurver og simple udendørsfølere, hvilket ofte har givet svingende temperaturer og spild af energi. Ved at kombinere sensorer indendørs med algoritmer, der forudser vejrets udvikling, kan varmen i dag styres langt mere præcist.

Ifølge EG, som har analyseret data via sin EG Omega-platform, faldt varmeforbruget i 100 boligkomplekser med systemet Danfoss Leanheat fra 31,5 til 28,4 gigawatt-timer på to og et halvt år. Samtidig holdt boligerne en stabil indetemperatur omkring 22 grader, og antallet af klager fra beboerne faldt.

– Det er ikke besparelser på bekostning af komfort. Tværtimod kan vi se, at lejlighederne holder en stabil temperatur, og at flere beboere oplever bedre forhold end før, uddyber Kristin Berg.

Teknologien mindsker også spidsbelastningerne i fjernvarmen, hvilket giver lavere tariffer for ejendommene. I et konkret eksempel faldt belastningen ved hård frost fra 90–160 kilowatt til 80–100 kilowatt på tre år.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling