Boligmarkedet er i høj fart i 2025, og meget tyder på, at året ender med det højeste antal bolighandler siden coronaperioden, lyder det i en pressemeddelelse fra Home.
Ifølge en ny fremskrivning fra ejendomsmæglerkæden vil det samlede boligsalg med stor sandsynlighed runde 100.000 handler.
Allerede ved udgangen af oktober var der gennemført næsten lige så mange handler som i hele 2024, hvor cirka 86.000 boliger skiftede ejer. Siden er aktiviteten fortsat med høj intensitet, og hvis markedet holder tempoet året ud, forventer home omkring 101.000 bolighandler i 2025.
Det svarer til en fremgang på 17 til 18 procent i forhold til sidste år og placerer 2025 som det tredje bedste år for boligsalg siden 2011. Kun årene 2020 og 2021, hvor coronapandemien gav ekstraordinært høj aktivitet, har haft flere handler.
Ifølge boligmarkedsanalytiker Henrik Hauthorn Jensen fra Home er der mangel på boliger til salg, mens der er rigeligt med købere på markedet.
– Det har været et travlt efterår for køberne og sælgerne på boligmarkedet. Vi forventer, at den gode aktivitet fortsætter i vintermånederne, udtaler Henrik Hauthorn Jensen.
Den store efterspørgsel kombineret med et begrænset udbud presser priserne op. De seneste tal fra Homes Boligbrief viser, at boligpriserne steg igen i november. Det endelige antal bolighandler for 2025 forventes opgjort midt i januar.





















