Kvarterhus til 6.000 beboere er indviet

Kvarterhuset med en meget lav CO2-udledning er opført i træ af Home.Earth som led i et boligbyggeri i op til seks etager.

Det nye kvartershus i Nærheden. Foto: PR.
Det nye kvartershus i Nærheden. Foto: PR.

Et nyt kvarterhus med meget lav CO2-udledning er nu taget i brug i Nærheden i Hedehusene.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra udviklingsselskabet bag den den hastigt voksende bydel.

Lørdag den 10. januar blev huset indviet med deltagelse af omkring 150 beboere og er nu klar til at danne ramme om fællesskab og aktiviteter for bydelens cirka 6.000 indbyggere.

Kvarterhuset ligger tæt ved Hedehusene Station og det grønne byrum Loopet og er opført i træ af bygherren Home.Earth som led i et boligbyggeri i op til seks etager.

Annonce

Byggeriet har en udledning på kun 4,7 kilo CO2 per kvadratmeter, hvilket er rekordlavt for et større etagebyggeri i Danmark og mere end 60 procent under kravet i bygningsreglementet.

Det nye hus rummer hobbyrum, køkken og fælles opholdsarealer, hvor beboerne kan mødes til fællesspisning, kreative aktiviteter, leg, filmvisning og foredrag. Aktiviteterne drives af beboerne selv og bydelsforeningen.

Det nye kvartershus i Nærheden. Foto: PR.
Det nye kvartershus i Nærheden. Foto: PR.

Ifølge fungerende borgmester i Høje-Taastrup Kommune, Kurt Scheelsbeck (K), er kvarterhuset et vigtigt bidrag til fællesskabet og med til at gøre Nærheden til en attraktiv bydel.

– Nærhedens mange gode tilbud, der jo også omfatter skole, daginstitutioner og springcenter, er med til at skabe en attraktiv bydel, som er et kæmpe aktiv for Hedehusene og for hele kommunens udvikling, udtaler borgmesteren.

Også Realdania By og Byg, der sammen med Høje-Taastrup Kommune står bag udviklingen af Nærheden, fremhæver, at huset både styrker fællesskabet og viser, hvordan der kan bygges med markant hensyn til klima og miljø.

Kvarterhuset er det andet af sin slags i Nærheden. Det første åbnede i 2022 og bruges ifølge Nærheden P/S allerede flittigt af beboerne. Begge huse ejes af udviklingsselskabet og administreres af bydelsforeningen, som understøtter aktiviteter og fællesskab i bydelen.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev