AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Blandt nyuddannede civil- og diplomingeniører er der betydelige forskelle på den gennemsnitlige startløn, som mænd og kvinder får. For civilingeniørerne ligger de nyuddannede kvinders månedsløn gennemsnitligt 1.041 kroner efter deres nyuddannede mandlige kolleger, og for diplomingeniørernes vedkommende er den gennemsnitlige forskel endnu større. Den lyder på 2.386 kroner i mændenes favør. Det skriver ingeniørforeningen IDA i en pressemeddelelse.

Lønforskellen mellem kvindelige og mandlige ingeniører nager Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd i IDA.

– Når vi ser på samtlige privatansatte erhvervsaktive medlemmer, så har vi årevis kunne dokumentere en lønforskel på omkring fire pct. i mændenes favør, som ikke kan forklares ud fra branche, anciennitet eller uddannelsesbaggrund. Forskellene i de faktisk opnåede startlønninger viser desværre, at alt for mange nyuddannede kvinder tager hul på arbejdslivet med et lønefterslæb. Og jo større lønforskellen er fra starten af ens arbejdsliv, jo sværere bliver det at indhente gabet med tiden, udtaler han i pressemeddelelsen.

Morten Thiessen opfordrer i meddelelsen alle medlemmer til at bruge IDA’s lønværktøjer som lønstatistik, lønberegner og også kontakte tillidsfolk på den arbejdsplads, man skal til samtale hos for at få et realistisk kendskab til lønniveauet, så man ikke undersælger sig selv. Kodeordet er forberedelse, lyder det.

– Meget tyder på, at kvinderne er for beskedne, når de sidder i forhandlingsrummet. Vi ved, at mændene, som kontakter IDA’s rådgivere, ofte er meget fokuserede på løn og mulighederne for avancement, mens kvinderne er mere fokuserede på trivsel og i virkeligheden har et sundere 360 graders syn på jobbet og arbejdspladsen. Begge dele er vigtigt, men kvinderne skal også tage mændenes metoder i brug. Man behøver ikke være certificeret superbruger eller ekspert for at fremhæve nogle kvalifikationer i sit CV eller en samtale. Der ved vi, at mændene er friskere og er mere tilbøjelige til at skyde fra hoften, siger Morten Thiessen, som også peger på, at åbenhed om løn på den enkelte arbejdsplads kan hjælpe ligelønnen yderligere på vej.

– På mange arbejdspladser er al snak om løn omgærdet af hemmelighedskræmmeri. Det kan være ledelsen, som skaber en kultur, hvor al tale om løn er tabu. Vi ved også, at mange medarbejdere ser løn som noget meget personligt, som man ikke vil dele med sine kolleger. Den kultur skal vi have ændret, for transparens om lønvilkårene på den enkelte arbejdsplads vil også hjælpe ligelønnen på vej, udtaler Morten Thiessen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling