Agroskolen på Hammerum Hovedgade 7 i Hammerum bliver i efteråret 2024 sat til salg i offentligt udbud.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, som skal formidle salget af landbrugsskolen
Skolen som sælges i offentligt udbud, og en lokalplan fra 2023 giver mulighed for nybyggeri af rækkehuse omkring den oprindelige del af ejendommen.
Agroskolen i Hammerum fusionerede i 2018 med Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, og skolen flytter derfor i nye lokaler i Herningsholms campusområde på Lillelundvej.
– Det betyder samtidig et farvel til Agroskolen i Hammerum, som har været hjemsted siden landbrugsskolen blev grundlagt i 1928, og som har udviklet sig til et symbol på lokalsamfundets dedikation til landbrugsfaget. Nu venter en ny og spændende tid for både os og ejendommen, udtaler Allan Andreasen Kortnum, direktør hos Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.
Læs også: Entreprenør fundet til ny landbrugsskole i Hammerum
I 2023 faldt indbyggertallet i Herning Kommune en smule, men gennem de seneste ti år er kommunen sammenlagt vokset med lige godt 3.000 indbyggere. Befolkningstallet har også været stigende i første halvdel af 2024, og aktuelt har kommunen godt 90.000 indbyggere.
Væksten i indbyggertallet og i antallet af arbejdspladser forventes ifølge kommunens egen prognose at fortsætte frem mod 2033.
Derfor er der også øget behov for boliger i Herning og ikke mindst de rette boliger tilpasset målgrupperne, fortæller Terkel Præst Berthelsen, partner EDC Erhverv Poul Erik Bech Herning.
– Herning har i en lang årrække fokuseret på at være en attraktiv kommune for erhvervslivet for at tiltrække yderligere arbejdskraft, og det smitter selvfølgelig også af på boligsituationen i byen. Vi har over de senere år været med til at formidle rækkehuse og lejligheder både som ejerboliger, men også som lejeboliger og investeringsejendom, og det er vores klare opfattelse, at den demografiske udvikling i Herning gør, at et område som Agroskolen vil være attraktiv at udvikle til både lejligheder, såvel som et plans rækkehuse.
Den gældende lokalplan for Agroskolen giver mulighed for 17.800 kvadratmeter boliger i form af både nye rækkehuse og lejligheder i etagebyggeri i op til tre etager eller en kombination af nybyggeri og renovering af de eksisterende ejendomme på et område, som strækker sig over 37.000 kvadratmeter.
– Ejendommen er lokalplanlagt til boliger og er placeret i et attraktivt område i Hammerum, tæt på naturen, indkøb og skole, og på få minutter har du adgang til motorvejsnetværket, så derfor vil man kunne udvikle boliger, som vil tiltale alle tænkelige målgrupper, udtaler Michael Fanø, partner EDC Erhverv Poul Erik Bech Herning.
Læs også: Schmidt Hammer Lassen vinder arkitektkonkurrence om nyt samlingspunkt i Herning
Det er ikke første gang, at EDC Poul Erik Bech har en skole til salg i offentligt udbud. Det er et område, som den landsdækkende ejendomsmæglerkæde har stor erfaring med.
Det fortæller Tonny Broberg, projektchef hos EDC Projekt Poul Erik Bech, der skal bistå med salget af landbrugsskoleejendommen.
– Tidligere har vi solgt Hammerum Skole i offentligt udbud. I dag er den tidligere folkeskole omdannet til et seniorbofællesskab med 24 lejligheder og 20 rækkehuse, som EDC Poul Erik Bech efter opførelse solgte til en dansk investor, udtaler Tonny Broberg.
På Agroskolen i Hammerum blev hovedbygningen fra 1928 ombygget 1948, og den er udpeget som bevaringsværdig.
Bygningen må derfor ikke nedrives, ombygges eller på anden måde ændres uden tilladelse fra politikerne i byrådet i Herning. Desuden må ny bebyggelse ikke opføres tættere end 15 meter på den bevaringsværdige bygning.