
MASU Planning udvider ledelsen og udnævner Gauthier Durey som associeret partner og Head of Planning.
Det oplyser landskabstegnestuen med base i Københavns Nordvestkvarter i en pressemeddelelse.
Gauthier Durey har været en del af virksomheden siden 2020 og har markeret sig som en central kraft inden for planlægning, byudvikling og strategisk design.
Som ny associeret partner får han ansvar for tegnestuens planlægningsopgaver og konkurrenceafdeling. Durey har blandt andet stået i spidsen for MASU Plannings bidrag til Arkitektforeningens og Dreyer Fonds idékonkurrence om Fingerplan 2.0, hvor tegnestuen fik en delt andenplads.
Han har også arbejdet med større projekter i både Danmark og udlandet, herunder Rosendals Torv i Uppsala, området omkring hovedbanegården i Helsinki og Lillehammer Kunstmuseum.
Udnævnelsen sker i takt med, at MASU Planning oplever vækst med et stigende antal ansatte og flere komplekse opgaver.
– Tegnestuens udvikling skaber et naturligt behov for at styrke vores projektledelse, og derfor har vi udnævnt Gauthier Durey som associeret partner, udtaler artner og medejer Malin Blomqvist.
– Gennem de seneste fem år har Gauthier vist, at han er den rette til at lede vores planlægningsopgaver og konkurrenceafdeling, og vi ser frem til at fortsætte samarbejdet i nye organisatoriske rammer.
Gauthier Durey ser frem til at tage næste skridt i samarbejdet.
– Landskabsarkitekturen demonstrerer i tiltagende grad sin unikke evne til at udvikle holistiske strategier, der skaber rammerne for et godt liv og klimatilpasning, samtidig med at den understøtter naturen. Jeg ser frem til at fortsætte dette arbejde og til at udvikle Masu Plannings planlægningspraksis sammen med mine talentfulde kolleger, udtaler Gauthier Durey.
MASU Planning blev grundlagt i 2007 og har i dag 25 ansatte fordelt på kontorer i København og Helsinki.
Tegnestuen arbejder bredt med landskabsarkitektur og står bag projekter som Hestetorvet og Algade i Roskilde, PH Parken samt transformationen af de centrale byrum ved Helsinki hovedbanegård. I 2023 modtog MASU Planning Dansk Landskabspris for H.C. Andersens Have.






















