Et stykke danmarkshistorie er sat til salg i Sydsjælland. Langebækgård, hvor digteren Ludvig Holstein blev født i 1864, er nu på markedet til en pris på 65 millioner kroner.
Det skriver Boliga.
Godset øst for Vordingborg rummer hele 153 hektar jord og et hovedhus på mere end 900 kvadratmeter med 15 værelser og en vinkælder med plads til 3.000 flasker. Ejendommen har både landbrugsjord, skov, udlejningsboliger og egen jagt, og den drives i dag som et økologisk landbrug.
Ejendommen er opført i 1872 og løbende restaureret og vedligeholdt af den nuværende ejer siden 1997, lyder det fra ejendomsmægleren Fantastic Frank.
“De højloftede rum, elegante parketgulve og klassiske pejse vidner om stedets historie, mens de 15 værelser, mange smukt inspireret af forskellige nationaliteter, tilfører en unik karakter”, skriver mægleren.
“Bygningens store vinduer indfanger smukt landskabet og lader dagslyset strømme ind, hvor naturens skiftende årstider spiller i symfoni med boligens tidløse skønhed”, lyder det videre i salgsopstillingen.
Langebækgård er omgivet af en syv hektar stor engelsk inspireret park med morbærtræer, labyrinter og gamle valnøddetræer, som den nuværende ejer har anlagt gennem 30 år.
Foruden sin imponerende størrelse og naturværdier har stedet en særlig kulturel betydning. Holstein, der især er kendt for digtet “Det er i dag et vejr”, hentede inspiration i de landskaber, der omgiver godset.
Ejendommen ligger i Langebæk, kun 20 minutter fra Møn og en times kørsel fra København. Ifølge tinglysningen ejes ejendommen af Niels Birke Brüel.
Landejendommen har ifølge Boliga ligget til salg i 32 dage, men det er ikke første gang, der gøres et forsøg på salg af ejendommen.
I juni 2024 blev den sat til salg hos Ejendomsmægler Ivan Eltoft Nielsen for 60 millioner kroner, men allerede i oktober samme år blev godset taget af markedet.






















