LE34 opruster i Odense med ny ledelse og nye lokaler

LE34 i Odense opruster med en ny afdelingsleder og en ny faglig leder med ansvar for skel og ejendomme. Odense skal være en videnshub.

Landinspektører Christoffer Madsen, afdelingsleder i LE34 i Odense. Foto: PR.
Landinspektører Christoffer Madsen, afdelingsleder i LE34 i Odense. Foto: PR.

LE34 opruster i Odense med nyt ledelseshold og nye lokaler, oplyser landinspektørvirksomheden i en pressemeddelelse.

Målet er at styrke by- og ejendomsudviklingen på Fyn og samle samarbejdspartnere om kurser, vidensdeling og faglige arrangementer.

Odense og resten af Fyn oplever i disse år øget aktivitet inden for byggeri og anlæg. Det stiller større krav til koordinering, rådgivning og specialiseret viden. Derfor har LE34 udnævnt landinspektørerne Christoffer Madsen til afdelingsleder og Casper Aagaard Madsen til faglig leder med ansvar for skel og ejendomme.

– Odense og Fyn står over for en periode med markant udvikling inden for by- og ejendomsområdet. Det er nødvendigt med rådgivning og samarbejde, hvis projekterne skal omsættes fra planer til virkelighed, og derfor investerer vi målrettet i både ledelsesteamet og rammerne, udtaler Kenneth Norre, administrerende direktør i LE34.

– Odense skal være en videnshub. Ikke kun for os i LE34, men for alle vores samarbejdspartnere på Fyn.

Den fynske afdeling arbejder med både offentlige og private projekter og er involveret i flere større anlægs- og byggeopgaver inden for sundhed, infrastruktur og erhverv. Det gælder blandt andet Odense Universitetshospital og Lindø Havn.

Landinspektør Casper Aagaard Madsen, faglig leder med ansvar for skel og ejendomme hos LE34 i Odense. Foto: PR.
Landinspektør Casper Aagaard Madsen, faglig leder med ansvar for skel og ejendomme hos LE34 i Odense. Foto: PR.

Christoffer Madsen får det overordnede ansvar for udviklingen af aktiviteterne på Fyn, mens Casper Aagaard Madsen skal styrke den faglige kvalitet og vidensopbygningen i afdelingen.

– Jeg går stolt og ydmyg til opgaven, og jeg ser frem til at arbejde videre med det stærke faglige miljø, vi har i Odense. Vores fokus er at være tæt på projekterne og samarbejde konstruktivt med de aktører, der er med til at forme udviklingen på Fyn, siger Christoffer Madsen.

Som en del af landets største rådgivende landinspektørvirksomhed har afdelingen adgang til et landsdækkende netværk på omkring 450 specialister. Det skal sikre høj faglighed og kapacitet til at håndtere både mindre opgaver og store, komplekse projekter på hele Fyn.

Tilmeld Nyhedsbrev