LE34 udvider med seks nye partnere

LE34 udvider partnerkredsen med fem landinspektører og en arkitekt. Dermed er der nu 47 partnere i Danmarks største landinspektørvirksomhed.

Landinspektørfirmaet LE34 styrker partnerkredsen med udnævnelsen af seks nye partnere. Deres personlige engagement i ejerskabet er med til at højne og fremtidssikre det faglige og ledelsesmæssige fundament inden for en række forretningsområder, skriver LE34 i en pressemeddelelse. Dermed er der nu 47 partnere i Danmarks største landinspektørvirksomhed.

– Vi er et stort lille firma, fordi vi er forankret og servicerer lokalt, men har fordelene, som hører til at være en stor virksomhed. Og det er vigtigt, at vi har en partnerkreds, som repræsenterer alle firmaets afdelinger både geografisk, fagligt, ledelsesmæssigt og visionært. På den måde ruster vi os også til fremtiden, siger Kenneth Norre, der er administrerende direktør i LE34, i meddelelsen.

De nye partnere i LE34 er Anne Hinge, Brian Bay Johansen, Jan Mortensen, Kristian Kirstein Severinsen, Lars Overby og Rene Bundgaard Christensen.

– Som arkitekt kommer jeg med et godt supplement til partnerkredsen fra en kreativ verden. I planlægnings-afdelingen arbejder vi tæt sammen med en lang række kommuner og projektudviklere, og som partner kan jeg være med til at styrke de gode samarbejder, siger Anne Hinge, der er arkitekt og afdelingsleder for Planlægning Øst i LE34.

Brian Bay Johansen er landinspektør og afdelingsleder for Skel og Ejendomme i LE34 i Frederikssund, mens Jan Mortensen er landinspektør og afdelingsleder for Skel og Ejendomme i LE34 i Næstved. Kristian Kirstein Severinsen, der er landinspektør og teamleder for Skel og Ejendomme i LE34 i Køge, og Lars Overby er landinspektør og afdelingsleder for Offshore i LE34 i Aalborg. Endeligt er Rene Bundgaard Christensen landinspektør og specialist i teknisk måling hos LE34 i Aarhus.