Lolland Kommune har haft en byggegrund på Engvej i Nakskov i udbud til boligbyggeri.
Da fristen for at afgive tilbud udløb den 1. november, havde fire almene boligselskaber og en privat investor meldt deres interesse.
Valget faldt på et projekt fra Lejerbo med Arkitema som rådgiver, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
– Der er stor efterspørgsel på moderne lejeboliger, og det er derfor en stor styrke, at vi her på Lolland har aktører, der er klar til at byde ind og sikre investeringer i vores geografi og fremtidige boligmarked, udtaler kommunens borgmester, Holger Schou Rasmussen (S).
– Desværre kan vi jo kun vælge en vinder, og vi er ikke i tvivl om, at vi med Lejerbos projekt får en løsning, der på alle måder kan matche vores krav og forventninger. Vi glæder os meget til at se, hvordan byggeriet tager form.
Læs også: Lejerbo skal bygge 42 boliger i Maribo
Lejerbos projekt består af fire boligklynger med 74 boliger og et fælleshus på mere end 200 kvadratmeter.
Boligerne bliver en blanding af ældrevenlige og almindelige familieboliger på 55-110 kvadratmeter med henholdsvis to, tre, og fire værelser.
Boligerne bliver en blanding af rækkehuse og lejligheder i etagebyggeri, der bliver placeret omkring små bygader og ankomsttorve.
De fire boligklynger vil blive indrammet af haverum med både træer, buske, bede og blomsterenge. Parkering foregår i små lommer centralt i de små klynger.
Materialevalget afspejler et ønske om at afsætte det lavest mulige klimaaftryk. Det betyder blandt andet, at der anvendes mere træ og mindre beton og bruges genbrugsmursten.
Nye lejligheder og rækkehuse klar til indflytning i 2027
De fem projekter er blevet vurderet ud fra fire kriterier, hvoraf pris har vægtet med 55 procent. De øvrige tre kvalitative kriterier er vægtet ligeligt og har handlet om “brugervenlighed og funktionalitet”, “holdbarhed og levetid” og “variation i boligtyper”.
Der har ifølge Lolland Kommune været et stort spænd i budene på grunden, og med Lejerbos bud på 8 millioner kroner for den knapt 16.000 kvadratmeter store grund, er det en lokal højdespringer.
Læs også: Udvikler vil bygge boliger, hotel, kontorer og butikker
Det samlede projekt forventes at koste i nærheden af 150 millioner kroner, hvoraf kommunen skal bidrage med cirka 10 procent til grundkapitalindskud.
Den faglige bedømmelse af de fem projekter er foretaget med hjælp fra Ginnerup Arkitekter i perioden fra den 4. til den 28. november 2024.
Det næste års tid kommer til at gå med at udarbejde en projektlokalplan for området, hvorefter skema A kan godkendes.
Herefter skal projektet i licitation og forventes at kunne stå færdigt og klar til indflytning i år 2027.