Ifølge en pressemeddelelse fra Lolland Kommune bød tre boligselskaber sig til, da kommunen udbød en 6.500 kvadratmeter stor byggegrund på Namsosvej i Maribo.
Nu har Økonomi- og Erhvervsvalget behandlet sagen, og valget er faldet på et projekt udviklet af Arkitema for Lejerbo.
Kommunen har gennemført flere udbud af grunde til boligbyggeri de seneste år, og der er interesse for både almene boliger og privat boligbyggeri.
– Jeg tror meget på, at vi har behov for et balanceret boligmarked med forskellige tilbud, som borgerne kan vælge imellem, og her spiller almene boliger en stor rolle. I mange år har vi haft fokus på at rydde op i overskydende boliger, og det er meget glædeligt, at vi nu er nået så langt, at der også er basis for at bygge og udleje nye boliger, udtaler borgmester Holger Schou Rasmussen (S).
Læs også: Udvikler vil bygge boliger, hotel, kontorer og butikker i Maribo
Projektet fra Lejerbo og Arkitema omfatter ifølge Lolland Kommune “en klassisk parkbebyggelse” med en kombination af rækkehuse og etageboliger i længer på to-tre etager.
Det kommende nybyggeri vil rumme 42 boliger i form af rækkehuse og lejligheder i tre forskellige størrelser. Der etableres parkeringspladser langs adgangsvejen.
Det arkitektoniske udtryk er ifølge Lolland Kommune lyst og moderne. Bygningerne kommer til at fremstå i en kombination af murede facader i stueetagen og træbeklædte facader på de øvrige etager. Bæredygtigheden sikres blandt andet med brug af genbrugsmursten.
– I Økonomi- og Erhvervsudvalget blev vi præsenteret for alle tre projekter, og vi snakkede sagen grundigt igennem, før vi besluttede os, siger Holger Schou Rasmussen.
– Først og fremmest vil jeg gerne takke alle tre boligselskaber for at byde ind med interessante projekter. De ville alle have bidraget til et bedre boligudbud i Maribo. Når det er sagt, kunne vi kun vælge et projekt, og her skilte Lejerbos projekt sig positivt ud.
Udvalget lagde blandt andet vægt på fleksibilitet, delevenlighed og disponeringen af boligerne, som etableres i forskellige størrelser. Bæredygtighed og byggeriets samspil med omgivelserne havde også betydning.
Nye boliger på markedet
Ifølge kommunen er der mangel på boliger, selvom mange boliger i dag står tomme. Den eksisterende boligmasse i kommunen matcher nemlig ikke efterspørgslen.
Det kan være, at de ligger forkert, eller at de ikke lever op til brugernes krav og forventninger til deres næste bolig. Derfor har kommunen de sidste fem-seks år arbejdet målrettet på at få bygget de boliger, der er behov for.
– Vi kan se, at det ikke mindst er moderne lejeboliger, der er behov for, forklarer Holger Schou Rasmussen.
– Det bliver efterspurgt af lokale, der gerne vil videre fra deres parcelhus, men der er også efterspørgsel fra borgere, der flytter til kommunen for at arbejde.
Læs også: Disse danske byer er vokset mest siden 2014
Ejerboligen og især parcelhuset er fortsat den mest udbredte boligform på Lolland, og sådan vil det sikkert også være for fremtidens børnefamilier, lyder kommunens vurdering.
Forventningen er, at de nye lejeboliger også vil styrke udbuddet af parcelhuse, for det er ikke mindst nuværende parcelhusejere, der flytter ind i de nye lejeboliger.
Det har i hvert fald været erfaringen fra tidligere projekter som Søhusene, Margrethehusene og MariBoligerne, skriver kommunen.
Tre tilbud
Da grunden på Namsosvej blev udbudt, fik alle kommunens boligorganisationer muligheden og tre valgte at afgive tilbud.
Kommunen havde hyret Kuben ind som rådgiver i processen, og de lavede en faglig evaluering af de indsendte projekter. Konkret blev hvert projekt bedømt på tre overordnede kriterier:
- At arealet bliver udnyttet optimalt.
- At byggeriet er tidssvarende, bæredygtigt og har en høj arkitektonisk kvalitet.
- At byggeriet udgør en fremtidssikret ramme.
Det sidste betyder blandt andet, at der er set på andelen af tilgængelighedsboliger, brugen af fleksible planløsninger og muligheden for at dele boligen.
Kilde: Lolland Kommune.