Almene boliger i Grønlandskvarteret i Aalborg. Foto: Dansk Byudvikling.
Almene boliger i Grønlandskvarteret i Aalborg. Foto: Dansk Byudvikling.

Lejernes Landsorganisation (LLO) roser i en pressemeddelelse Europa-Kommissionens nye boligudspil, som skal sikre flere betalelige boliger og give myndighederne bedre muligheder for at gribe ind over for spekulation og korttidsudlejning.

Organisationen ser planen som et vigtigt skridt i kampen mod stigende huslejer og boligmangel, særligt i de større byer.

– De stigende huslejer og manglen på boliger rammer lejere, lønmodtagere, studerende og pensionister meget hårdt. Kommissionens plan er god, men der skal stilles større krav til private investorer, der vil bygge boliger i byerne. Vi har brug for et huslejeloft i de byer, hvor den frie husleje er stukket helt af, siger formand for LLO, Helene Toxværd.

Organisationen bakker op om, at Europa-Kommissionen vil investere milliarder af euro i nye boliger og regulere korttidsudlejning.

Annonce

– EU-støtte til at bygge flere boliger skal følges op af krav om et huslejeloft og rettigheder til lejerne, som skal bo i de nye boliger. Det er samtidig helt afgørende, at den danske model med almene boliger beskyttes. Den skal ikke forringes eller laves om til social housing som i andre EU-lande, siger formand for LLO, Helene Toxværd.

Europa-Kommissionen peger på, at huslejerne i gennemsnit er steget omkring 20 procent i løbet af det seneste årti, og endnu mere i byområder. Ifølge nye europæiske tal oplever 31 procent af lejere i private udlejningsboliger med markedsleje et så stort økonomisk pres, at det påvirker deres privatøkonomi markant.

Også den internationale lejerorganisation International Union of Tenants hilser planen velkommen, men advarer mod, at offentlige midler ender hos profitdrevne spekulanter. Organisationen mener, at støtte til nye boliger bør følges af klare krav om huslejeloft, længere ejerskabsperioder og tidsubegrænsede lejekontrakter.

Den internationale lejerorganisation fremhæver desuden, at energirenoveringer og moderniseringer er nødvendige, men ikke må føre til højere huslejer. Ifølge organisationen er et socialt værn for lejerne afgørende, hvis den europæiske boligkrise skal løses på en fair og holdbar måde.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev