Ifølge Århus Stifstidende har Aarhus Lejerforening gennem mange år modtaget så mange klager over den 84-årige udlejer Leif Brøcher, at foreningen har udpeget en fast sagsbehandler til alene at håndtere sager om hans ejendomme.
Carl Aage Jönsson har siden 1980’erne ført en lang række sager mod udlejeren om blandt andet husleje, manglende vedligeholdelse, renoveringer og fraflytninger. Han beskriver Leif Brøcher som en udlejer, der er “ærekær” og “meget hævngerrig”, og mener, at konflikter med lejere ofte udvikler sig til langvarige og opslidende forløb.
– Leif Brøcher er en mand, der ikke bare går til stregen, men også over den, siger Carl Aage Jönsson til Århus Stiftstidende.
– Hvis han taber en sag i Huslejenævnet, slæber han typisk lejerne hele vejen i boligretten, hvor han måske vinder noget i forhold til afgørelsen hos Huslejenævnet. Men for det meste skal han betale penge tilbage, og dem vil han ikke af med.
Den erfarne sagsbehandler undrer sig over, at Leif Brøcher fortsat kan udleje sine ejendomme, selv om loven i særlige tilfælde giver mulighed for at fratage udlejere retten til at administrere deres ejendomme. Det kræver dog blandt andet, at de gentagne gange undlader at efterleve Huslejenævnets afgørelser.
I løbet af det seneste årti har Leif Brøcher ifølge Århus Stiftstidende tabt eller delvist tabt 59 ud af 77 sager i Huslejenævnet i Aarhus. Siden 2017 har han desuden været involveret i mindst fire retssager ved byretten, hvoraf tre blev anlagt efter nederlag i Huslejenævnet.
Leif Brøcher ejer 57 boliger i Aarhus samt flere kælderlokaler, der benyttes eller har lagt adresse til massageklinikker og bordeldrift, skriver Århus Stiftstidende.
Han har ifølge avisen fået forelagt kritikken, men har ikke ønsket at kommentere sagen.





















