Lejlighed i Aarhus solgt for over 25 millioner

Efter to måneder på markedet er den dyreste lejlighed i Aarhus blevet solgt. Der er dog givet nedslag i prisen.

Ifølge Århus Stiftstidende blev en lejlighed på 8. sal i Nicolinehus på Aarhus Ø i september sat til salg til 28 millioner kroner.

Den 290 kvadratmeter store lejlighed var ifølge avisen den dyreste til salg i Aarhus, og nu er der fundet en køber, som har fået 2,5 millioner kroner slået af prisen.

Lejligheden skifter nemlig hænder for 25,5 millioner kroner. Den var til salg hos liebhavermægleren Lilienhoff.

Ifølge Århus Stiftstidende rummer lejligheden seks værelser, tre altaner og en stor terrasse mod sydvest. Desuden hører to parkeringspladser med til lejligheden.

Den aktuelt dyreste lejlighed i Aarhus koster knap 16 millioner kroner og er til salg hos Danbolig Aarhus City. Den ligger på 3. etage i Nicolinehus og rummer i alt 215 kvadratmeter med fire værelser. Lejligheden har også været på markedet i to måneder.

Den tredje dyreste lejlighed i Aarhus ligger i en ejendom fra 1930 på Tjørnevej 6A i Risskov og er til salg hos &Living for 15,5 millioner kroner. Ejerlejligheden rummer i alt 215 kvadratmeter med fem værelser.

Den absolut dyreste bolig i Aarhus er en 383 kvadrarmeter stor villa, der ligger på en godt 1.500 kvadratmeter stor grund på Glentevej i Risskov. Villaen er tegnet af arkitekter fra Friis & Moltke og er til salg for 38 millioner kroner hos EDC.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling