Lejligheder i The Residence CPH udlejes nu

DEAS skyder 2. påskedag gang i udlejningen af 179 nye lejeboliger i The Residence CPH i Københavns nye ø-kvarter på sydspidsen af Enghave Brygge.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

“The Residence CPH” er tegnet af Mangor & Nagel i samarbejde med Hundsbæk & Henriksen og Regnestuen samt Plan+Landskab. NRE Danmark samt Allan Freivald og Lars Bräuner er bygherre på det 21.000 kvadratmeter store projekt, der er udviklet af Corpus Development.

Boligerne i The Residence CPH er opført på sin helt egen ø med vand langs alle sider. Sammen med områdets øvrige boligøer er The Residence CPH en del af det unikke kanalmiljø med små gang- og cykelbroer samt træbeklædte kajkanter. DEAS står for udlejningen af de nye boliger.

– Med The Residence CPH tilbyder vi nye kvalitetsboliger til københavnerne. Her er lagt vægt på at åbne bebyggelsen op mod det store sydlige havnebassin, Frederiksholmsløbet, så beboerne får oplevelsen af at bo på deres egen ø helt ind i stuerne, siger Jonas Anders Olesen, Sales director i NRE, der står bag projektet.

De 179 lejeboliger fås med et-fem værelser, og priserne starter fra 8.999 kroner om måneden. Fra alle lejligheder er der ifølge DEAS udsigt til kanalen.

– The Residence CPH er en unik ejendom, der kan opfylde de fleste boligønsker. Her er boliger helt fra 54 kvadratmeter op til 149 kvadratmeter, og de henvender sig dermed til både singler, familier og de ældre målgrupper, der drømmer om at bo ved vandet og samtidig have byen helt tæt på, siger Maivi Herup, udlejningschef i DEAS, der også skal administrere ejendommen.

På nabogrunden åbner den kommende Enghave Brygge Station, som bliver en udvidelse af metrolinjen M4. Stationerne i Sydhavn åbner i 2024 ifølge Metroselskabet. Du kan komme fra Enghave Brygge til København H på cirka fem minutter og til Frederiksberg på cirka ni minutter via metroen, skriver DEAS.

De nybyggede lejligheder i The Residence CPH står klar til indflytning den 15. maj 2020.

Åbent hus på The Residence CPH

Der er åbent hus mandag den 13. april klokken 14 med personlig fremvisning.

Udlejningen starter mandag den 13. april klokken 14. Interesserede skal som følge af corona tilmelde sig åbent hus, så man kan tage hensyn til og passe på hinanden. På denne måde planlægges arrangementet, så det er sikkert for alle at deltage, oplyser DEAS.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling