Borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, kunne ikke trykke mange gange på snooze-knappen, da vækkeuret ringede onsdag morgen. Han skulle nemlig stå klar klokken 6.30 for at for at klippe snoren til Lemvigh-Müllers nye butik på Ørnevej.
– Udviklingen går stærkt i Danmarks grønne EnergiMetropol. Esbjergs erhvervsliv trives, og både inden for bygge- og anlægsbranchen og når vi taler service, drift og vedligehold, er der fuld damp under kedlerne. Vi hilser nye virksomheder velkomne og glæder os, når det går godt for dem, der allerede er her, sagde borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, ifølge en pressemeddelelse fra Lemvigh-Müller.
Foruden borgmesteren var 4-500 håndværkere mødt op til åbningsfesten. Lemvigh-Müller, der har solgt el-artikler i Esbjerg i mere end 40 år, er kendt blandt lokale el-installatører, og de faste kunder var mødt talstærkt op. Der var også en ny faggruppe blandt gæsterne. Butikken har nemlig udvidet sortimentet, så der ikke kun er el-artikler, men også vvs og værktøj på hylderne.
– Vi havde håbet på et godt fremmøde, men det har oversteget vores mest optimistiske forventninger, hvor mange håndværkere, vi har haft besøg af til åbningsfesten. Især interessen fra vores nye kunder – VVS’erne – har været helt overvældende. Mange kom i grupper af mester og svende sammen for at se butikken og vurdere sortimentet – og feedbacken var meget positiv, siger Anders Schilling, butikschef hos Lemvigh-Müller i Esbjerg.
Butikken kan fungere som lager
Også kunderne gennem mange år ser positivt på håndværkerbutikkens udvidede sortiment. Claus Boel, der ejer installatørvirksomheden O&J gruppen, som også ligger på Ørnevej, har i mange år købt el-artikler hos Lemvigh-Müller.
– Vi handler online og køber ikke til lager, men køber lige præcis de varer, opgaven kræver, og får dem leveret om natten. Så er mine medarbejdere ude hos kunden og klar til opgaven lige fra morgenstunden. Men i en servicevirksomhed kan der ske mange uforudsete ting i løbet af dagen, og der er det en hjælp, at Lemvigh-Müller har så bredt et sortiment – lige på den anden side af vejen. Så kan vi jo hurtigt gå over og hente de stumper, vi mangler. På den måde kan butikken fungere som vores lager – især nu hvor sortimentet er udvidet, udtaler Claus Boel.