Lemvigh-Müller står over for en omfattende investering i et automatiseret højlager i forbindelse med grossistvirksomhedens eksisterende faciliteter på Nordager i Koldings nordlige udkant.
Derfor går stål- og teknikgrossisten fra at være lejer til at være ejer. Lemvigh-Müller køber således ejendommen for 330 millioner kroner.
Ifølge en pressemeddelelse skal ejendommen udgøre rygraden i grossistvirksomhedens distribution af teknikvarer de næste mange år.
– Vi søger kontinuerligt at kunne tilbyde effektive og højteknologiske løsninger til vores kunder. Derfor foretager vi nu meget betydelige investeringer i fremtidens logistikløsninger og en markant udvidelse af faciliteterne. I den kontekst vurderer vi, at vi selv er den bedste ejer af ejendommen fremover, udtaler Lemvigh-Müllers administrerende direktør, Christian Søgaard-Christensen.
Lokalplan er på plads i Kolding
Sidste år ændrede byrådet i Kolding Kommune lokalplanen, så der er mulighed for at opføre et højlager på den cirka 135.000 kvadratmeter store grund på Nordager.
Arbejdet med at byggemodne grunden sættes efter planen i gang i løbet af sommeren.
Når det nye logistikcenter står klart, forventer Lemvigh-Müller at føje yderligere cirka 24.000 kvadratmeter og omkring 150 ansatte til de cirka 450, som grossistvirksomheden beskæftiger i Kolding i dag.
Lemvigh-Müller overtager bygningerne og grunden den 1. juli 2024. Aktuelt ejes ejendommen ifølge de offentlige registre af kommanditselskabet MEP Industrial Centre.
Opdatering den 4. juli klokken 12.26: Ejendomshandlen er nu tinglyst til en pris på 330 millioner kroner.