Nicholas Duxbury Ransome bliver det kort, der får en direktørkabale til at gå op hos Lendager Arkitekter.
Den 1. august tiltræder han som administrerende direktør for arkitektvirksomheden.
Han afløser Frants Nielsen, der i august tiltræder som direktør hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
Frants Nielsen indtræder dog også i Lendager Arkitekters nyetablerede bestyrelse og fortsætter dermed samarbejdet med selskabet.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra arkitektvirksomheden.
Nicholas Duxbury Ransome har indtil nu fungeret som driftsdirektør hos Lendager og har været ansvarlig for virksomhedens daglige drift.
– Nicholas har klare lederegenskaber, og jeg er meget tryg ved at overdrage stillingen til ham, især fordi han kender vores DNA og har været en del af rejsen fra begyndelsen, siger kreativ direktør Anders Lendager.
– Han er en visionær, men pragmatisk leder, der er i stand til at omsætte ideer til konkrete handlinger.
Frants Nielsen, den afgående administrerende direktør i Lendager, var med til at vælge Nicholas som sin efterfølger.
– I min tid hos Lendager var det tydeligt, at Nicholas havde præcis, hvad der skulle til for at lede virksomheden. Han var en uundværlig sparringspartner og kender virksomheden og branchen ud og ind. Derfor er han det perfekte match til jobbet, udtaler Frants Nielsen.
Nicholas Duxbury Ransome ser selv frem til at starte i sin nye rolle.
– Mine næsten ti år hos Lendager har givet mig indsigt i alle hjørner af organisationen, og den indsigt ser jeg frem til at bruge til at videreudvikle virksomheden – med de bedste betingelser for medarbejdertrivsel, rådgivning af høj kvalitet og en virksomhed i økonomisk vækst, udtaler han.