Det fynske entreprenørselskab Munck Gruppen skal ifølge Fyens.dk betale godt 171 millioner kroner i erstatning til det spanske selskab Comsa.
Det fremgår af en afgørelse fra The International Chamber of Commerce, som har behandlet sagen som voldgift.
Sagen udspringer af samarbejdet mellem de to virksomheder om anlægsarbejdet på Odense Letbane. Parterne indgik et fælles selskab, men i efteråret 2020 trak Munck Gruppen sig fra projektet efter uenigheder om ledelse og økonomi.
Ifølge voldgiftsafgørelsen var udtræden uberettiget, og Comsa har overholdt sine forpligtelser i projektet. Derfor skal Munck Gruppen betale de kapitalindskud, som ikke blev indbetalt fra tidspunktet for exit frem til projektets færdiggørelse.
– Hvis Comsa ikke havde ydet de nødvendige tekniske, operationelle og økonomiske bidrag efter vores partners udtræden, ville Odenses borgere ikke kunne nyde godt af letbanen i dag, udtaler Guillermo Lorenzo, direktør i Comsa Corporación, ifølge Fyens.dk i en pressemeddelelse.
Munck Gruppen er over for avisen endnu ikke vendt tilbage med en kommentar til afgørelsen.
Odense Letbane ønsker heller ikke at kommentere sagen og henviser til, at der er tale om et internt forhold mellem to samarbejdspartnere.
Der verserer fortsat en separat tvist mellem Odense Kommune og Comsa om arbejdet med letbanen. Begge parter har rejst krav om erstatning, men disse sager er endnu ikke afgjort, skriver Fyens.dk.
























